Historien om Tardini i Danmark

LUFTSKIPPEREN, JOSEPH TARDINI OG HANS BALLONOPSTIGNINGER I KØBENHAVN SOMMEREN 1851

Luftskipperen Joseph Tardini, efter Litografi i Det kongelige Bibliotek,
udført af I. V. Fleck & Co. i Warschawa.

LUFTSKIPPEREN JOSEPH TARDINI OG HANS BALLONOPSTIGNINGER I KØBENHAVN SOMMEREN 1851
Af  FRITS HEIDE

Selv om de fleste af Nutidens aëronautisk interesserede Mennesker vel nok ved, at 1783 betød hele den moderne Luftfarts Fødselsaar, vil det næppe være helt spildt at rekapitulere Hovedpunkterne i den Udvikling, som laa forud for de Begivenheder, der skal afhandles her, da et og andet muligt kunde være glemt.

Den 5. Juni i nævnte Aar lod Fysikeren Montgolfier for første Gang en Varmluftsballon stige. til Vejrs for de n franske Offentligheds Øjne. Halvtredie Maaned senemlig den 27. August, gjorde hans Kollega og Landsmand Jacques Charles ham Kunsten efter med en Ballon, hvis Drivkraft leveredes af Brint. Efter at det saa ved Forsøg var godtgjort, at Dyr slap uskadte fra en Luftrejse, tilbød to Franskmænd sig, gik den 19. Oktober op med Montgolfier’s Ballon og kom velbeholdne ned igen. Charles, der ikke vilde staa tilbage, beviste med sit eget Liv som Indsats, at hans Ballon var lige saa god som Montgolfier’s; thi ogsaa denne Gang gik alt glat . Men godt et Aar. efter indtraf Historiens første Flyveulykke, idet Pilåtre de Rozler sammen med en Ledsager styrtede ned og omkom under deres første Forsøg paa at sejle gennem Luften over Kanalen mellem Boulogne og Dover. Kort Tid i Forvejen havde Franskmanden Blanchard set, at der laa Penge i denne nye Form for Sport, han blev den første Artist, der gjorde Ballonopstigninger til Levevej, og den første, paa hvem Betegnelsen ”Luftskipper” hæftedes   i Begyndelsen dog nærmest som et Smædenavn.

Indtil Midten af forrige Aarhundrede kendte’ man her i Kongens København kun meget lidt til de spændende Begivenheder, som, foregik i de store Lande. Ganske vist havde Apoteker Milhlensteth paa Svaneapoteket allerede den 27. December 1783 i Praksis vist sine Bysbørn, hvilken forbavsende Opfindelse Montgolfier havde gjort: Han lod en lille Ballon gaa til Vejrs; men til mere blev det ikke dengang, og der skulde gaa nærved 23 Aar, før Københavnerne saa et Menneske sætte sig selv.. op som ,,Skipper” i en Ballon. Det var den i sin Tid meget omtalte Professor Robertson – eller som han hed i Folkemunde: Robinson   fra Moskva, der den 1. Oktober 1806 steg op. fra Rosenborg Eksereérplads.2 Samme Robertson var, i øvrigt ikke særlig højt anskrevet ude omkring i Verden; man kaldte ham en Charlatan, fordi han paastod, at kun han var i Stand til at udforske de meteorologiske Fænornener. pr. Ballon. Hvor højt eller lidt kvalificeret han nu end har været til denne vanskelige Opgave, saa gjorde hans Reklameskrig i alt Fald den Nytte, at Kapaciteter som Franskmændene Gay-Lussac og Blot i 1804, Tyskeren Jung  1 1805 og Italieneren Broschi i 1806 tog hele dette Spørgsmaal op til videnskabelig Behandling, og i Ledøje Præstegaard, i hvis Nærhed Robertson var landet, inspirerede han den seksaarige Gottlieb Bindesbøll, den senere Arkitekt og Skaber bl. a. af Thorvaldsens Museumsbygning, til at forevige Ballonfærden fra Ekserepladsen i en morsom, farvelagt Tegning, der nu hænger paa Bymuseet.

Den næste, Københavnerne fik at se i Luften, var en Dansker, Studiosus Johan Peter Colding,3 som Lørdagen den 23. April 1811 gik op ude paa. Blegdammen og efter en Times Sejlads landede ved Brønshøj Bakke. Ialt foretog han fire Opstigninger, den sidste i 1814 nøde fra Flensborg, og slap godt fra dem alle sammen. Forøvrigt nærede han   i Ordets beskedneste Forstand: højtflyvende   Planer om at starte Danmarks første Luftpostvæsen, der dog ikke blev til noget, selv om det virkelig een Gang lykkes ham at føre et Brev pr. Ballon fra København til Malmø. Men saa henrandt der mere end en Menneskealder, før Folk her i Staden mødte den næste Oplevelse af denne Art, nemlig Tardinis Opvisninger i Sommeren 1851, der til Gengæld ogsaa blev det helt store Sus ude fra den vide Verden, og hvis Ry har holdt sig lige til vore Dage.

Naar Danmark først saa sent kom til at nyde den Nervepirring, som Ballonopstigningerne bød paa, havde det flere Grunde, dels økonomiske, dels meteorologiske: Baade i hele Frederik VI’s og første Halvdel af Christian VIII’s Regeringsperioder laa det københavnske Forlystelsesliv paa. et ganske provinsielt Plan; ingen kan derfor undres over, at Udlandets trænede Luftskippere fandt Chancerne i Danmark altfor lidet tillokkende. Thi ikke blot var Fremstillingen af en nogenlunde stor og sikker Ballon en meget bekostelig Historie; Driften var heller ikke billig. Da der nemlig dengang ikke fandtes noget kommunalt Gasværk i København   et saadant kom først i Gang i December 1857,  og man desaarsag ikke kunde købe Fyldet til Ballonen færdigt, maatte man selv fremstille den Brint, som skulde bruges, og hertil krævedes baade et stort Maskineri  og en Del Mandskab, ligesom en øvet Ballonskræder altid maatte være ved Haanden; sluttelig skulde man jo leve og helst tjene betydeligt flere Penge, end man brugte, og alt det skulde Tilskuerne i sidste Instans betale hvis de altsaa vilde.

Men hvad dette prekære Punkt angaar, havde de hidtidige Efterretninger i den internationale Artistverden Luftskipperen Joseph Tardini, efter . Litografi i Det kongelige Bibliotek, udført af I. V. Fleck & Co.’ i Warschawa.
ikke lydt særligt opmuntrende, og med Hensyn til de meteorologiske Forhold over Danmark, da havde disse med Rette, Ord for. at være saa lumske og uberegnelige, at en Luftskipper kun med det allerbedste og dyreste Materiel paa Ballonvæsenets Omraade havde Mulighed For at slippe fra Eksperimentet med Livet og Grejerne i Behold. Derfor fæstede man, saa længe som gørligt, sin Interesse ved Ost , Syd  og Mellemeuropas store Stæder,. hvor fastlandsklimaets  Meteorologiske Forhold bedre i og hvor der desuden paa Tronerne sad Fyrster, som baade kunde og vilde yde en forvoven Luftskipper deres Protektion. Men nægtes kunde det paa den anden Side heller ikke, at det jo var paa disse rigere Græsgange, at alle Datidens Aéronauter helst vilde være, og da deres Antal stedse blev større, mens Efterspørgslen ikke voksede i samme Grad, maatte nogle søge Lykken andre Steder, og naar København i sidste Halvdel af Fyrrerne begyndte at komme ind i Verdensartisternes Synsfelt, hang dette selvfølgelig sammen med, at denne By den 15. August 1843 havde faaet et Forlystelsesetablissement af virkeligt Format, nemlig Georg Carstensens Sommertivoli. Danskerne var med andre Ord begyndt at lære, hvad det vil sige at more sig paa moderne Manér, og at noget saadant maatte betales   selv om det ved Aarhundredets Midte endnu stod skralt nok til med denne sidste Del af Lærdommen.
Saaledes var Baggrunden for den italienske Luftskipper Tardinis Optræden i København i Sommeren 1851.
Giuseppe   eller som han kaldtes heroppe: Joseph Giacomo Filippo Tardini4 blev født 1817 i det dengang uafhængige norditalienske Hertugdømme Modena; hans Daabsdag var den I. Maj, og han tilhørte en velsitueret. Familie; hans Papirer beretter, at han havde to Brødre og en Søster. Mens Tardini optraadte i Fyrstendømmet Monaco, altsaa før han kom til København, fik han fra Broderen Luigi (en udateret) Meddelelse om, at Faderen var død; i Juni 1851 fik han fra samme Kilde Underretning om, at ogsaa hans Moder var død (den 23. Maj) og havde efterladt sig 12.000 Lire   altsaa et ikke ubetydeligt Beløb – til Deling mellem Børnene.
Joseph Tardinis Hustru var af Artistslægt; hun var født i Venedig og døde i St. Petersborg den 29. December 1849; men om hende foreligger der saa modstridende Oplysninger, at vi maa gemme hende lidt.
I sit Ægteskab havde Tardini fem Børn, nemlig Alexander, døbt den 28. September  1841 i Budapest; Luigi, f. 1844 og død 1845; Annetta, i Dokumenterne ogsaa kaldet Anna, men her i Danmark almindeligst Jeannette, født (d.v.s. vel sagtens døbt) den 4. Februar 1845 i Moskva; Romeo, f. 1846 og død 1848;. og Joseph, f. 1848; under Moderens sidste Sygdom blev han sat i Pleje for 5 Sølvrubler pr. Maaned hos en vis Maria Iwanowna i St. Petersborg, men døde dér, inden Tardini kom til København. Af Børnene havde han saaledes kun Alexander og Jeannette tilbage; de fulgte ham, først til Sverige, siden til Danmark, hvor Datteren blev gift med Balletmester Emil Hansen, under hvem Teaterhistorikeren Robert Neiiendam i Dansk biografisk Leksikon IX (1936), pag. 152 f. angiver Jeannette Tardinis Moder som Anna des Svan. Sandsynligvis har Neiiendam dette fra Vielsesbogen for den romersk katholske Menighed, i København, hvor hun netop benævnes saaledes; men paa hvilket  Grundlag dette hviler, staar der ikke noget om. Muligt  er det, at Bruden slet ikke har fremlagt nogen Daabsattest, men kun ud fra bedste Evne har berettet dette  Navn. Fire Skrivelser fra Østrig meddeler nemlig noget helt andet om Joseph Tardinis Hustru; i dem alle kaldes  hun, ikke Anna des Svan, men Magdalena de Bach, Datter af Kunstberider Christopher de Bach. De tre Breve  er skrevet af hendes Moder, der meddeler, at Faderen er død i 1847, og at hendes Fædrenearv staar til Udbetaling mod Fuldmagt; senere, formentlig da ogsaa Moderen var  død, kom der den 28. Februar 1856 en Skrivelse fra
Understatssekretær Werner i det kejserlige Justitsmini¬sterium i Wien, at Christopher de Bachs Efterkommere, nemlig Alibert, Laura, Clorinde, Johånn, Sophia og Mag¬dalena de Bach, sidstnævnte i Ægteskab med Joseph Tar¬dini, kunde faa udbetalt deres Arv. Hvorledes det saa forholder sig med Navnet Anna des Svan, vil det næppe være muligt at faa Klarhed paa gennem de her i Landet tilgængelige Kilder.

Selvfølgelig begyndte Tardini ikke sin Artistkarriére i Luftskipperfaget, eftersom dette krævede en ikke ube¬tydelig Kapital; men da der blandt hans Ejendele her i København fandtes baade en kostbar Sadel med Svede¬dækken og Tæppe samt to Dressurkandarer, er det rime¬ligt, at hans egentlige Métier var Skolerytterens, og at han stadig følte sig draget mod den ædle Ridekunst. At han saa før sin selvstændige Luftskippervirksomhed har forberedt sig grundigt og efter Tidens allerbedste Møn¬stre, baade teoretisk og praktisk, leverer hans mange efterladte Optegnelser og Beregninger tydeligt Bevis for. Som Tilfældet er med ‘de fleste Artister af virkeligt For¬mat, havde han desuden et klart Begreb om Penge og deres Værdi; derom vidner hans talrige Regnskabsbøger; men det udelukker naturligvis ikke, at han som den flotte, fornemme Cirkuskunstner ogsaa havde Øje for, hvad der maatte ofres paa Elegancens Alter, eller at hans Pengekasse ogsaa kunde lade sig aabne med kvinde¬lige Yndigheders falske Nøgle; herom beretter nemlig baade flere taknemmelige smaa Damebilletter og den des¬værre uhelbredelige, pinefulde Sygdom, han havde paa¬draget sig. i letsindige Evadøtres Selskab.

Ved Begyndelsen af Aaret 1850 maa Tardini have følt sig saa vel udrustet, baade fagmaessigt og økonomisk, at han ovre i St. Petersborg sammen med Franskmanden Chancelier turde afgive Ordre paa Forfærdigelse af en Ballon, 30 Alen høj, 20 Alen i Diameter, 60 Alen i Omfang og med et Indhold af 32.000 Kubikfod. Hvad dette imponerende Luftfartøj har kostet, er desværre ikke til at sige; kun véd vi, at Tardini den 17. Marts 1850 ud¬stedte en Veksel paa 500 Rubler til Silkefabrikant Riehl i St. Petersborg for Levering af Stof til Ballonens Hyl¬ster, og det har maaske endda kun været Resten af den Part, som Tardini skulde gaa ind for. I det følgende Aar har han visselig ikke ligget paa den lade Side; blandt hans Papirer findes 8 Bevillinger fra franske, polske og russiske Myndigheder til at foretage Opstigninger og 42 Kvitteringer for betalte Afgifter paa  disse Steder. Disse Papirers Tilstedeværelse hos Tardini tyder paa, at han har været Foretagendets primus motor og den egentlige Ejer af Ballonen, mens Chancelier kun har spillet Rollen som Financier og aldrig selv har taget Del i Opstignin¬gerne. Faktum er i alt Fald, at Tardini i Løbet af Drifts¬aaret 1850 51 havde faaet. saa megen Luft under sin Gondol, at han tilbød at udløse Chancelier af Interessent¬skabet med et Beløb af: 1350 Rubler i Sølv, hvad. denne ogsaa gik ind paa, endda saaledes, at han fik dem paa Veksler, der forfaldt. med 300 Rubler henholdsvis 15. Juni, 1. Juli, 20. Juli, 15. August og med de sidste 150 Rubler den 30. August 1851. For mere nøgterne Naturer skulde et saadant Arrangement synes ikke saa lidt af et Vovestykke, set baade fra den ene og den anden Side; men Artister er jo ikke ukendt med den Kunst at leve Livet farligt og regne med, at Lykken staar den kække bi, hvad den da ogsaa gjorde i dette Tilfælde; Dokumen¬terne viser nemlig, at hver eneste Rubel, baade til Riehl og Chancelier, blev betalt, selv,om det   som de følgende Begivenheder vil vise   unægtelig skete i den ellevte Time.

Nu var Tardini imidlertid en fri Mand, som kunde gøre, hvad han vilde med sin Ballon, der allerede  var kendt ude i den støre Verden under det Navn, som ogsaa siden kom paa   man tør vel nok sige alle køben¬havnske Tunger, nemlig ,Samson”. Han vilde forsøge, hvilken Høst de endnu uopdyrkede Marker i Sverige, Danmark, Norge og Tyrkiet kunde afkaste, og et rask lille Triumftog til Italien stod ogsaa paa hans Program. At Sprogene i de ovennævnte, for Datidens Verdensarti¬ster mere eller mindre barbariske, Lande kunde volde visse Vanskeligheder, var Tardini ikke blind for; men Sverige mente han dog nok at kunne klare, da han kort efter sin Hustrus Død havde kastet sine Øjne paa en knapt 20aarig lettisk Pige, Annetta Ewaldson fra Reval, og hun ikke var ukendt med det svenske. Altsaa gjorde han hele sin omfangsrige Bagage klar og drog i Foraaret 1851 til Stockholm i Selskab med sine Børn, Alexander og Jeannette, samt den nævnte unge Pige, hvis Stjerne nu ikke mere stod i Jomfruens Himmeltegn, eftersom hun et Par Maaneder senere, nærmere betegnet den 7. August, forøgede Familien Tardini med en, udenfor alle ægteskabelige Love staaende, Datter. Da saavel Moder som Barn blev hentet ned til København, undgik heller ikke de at faa deres Kapitel i den lokale chronique scandaleuse.

Forholdene i Stockholm var imidlertid betydeligt vær¬re, end Tardini havde regnet med. Alene kunde han ikke klare alle de praktiske Omstændigheder, som er knyttet til en Serie Ballonopstigninger i et fremmed Land; uden¬om ,Kommissionærerne”, som den Tids Artistagenter kaldtes, kunde han derfor ikke slippe, og da disse i hans Opvisninger saa et for dem glimrende Aktiv, undlod de ikke at benytte sig af hans iøjnefaldende Ukendskab. Inden Tardini vidste et Ord deraf, havde de spundet ham ind i en Række Forhaandsforpligtelser, der endog gav Kommissionærerne Raadighed over hans Ejendele, der¬iblandt Ballonen, saa Tardini stod faktisk paa Randen af Ruin, da han var saa heldig at møde den danske Gart¬ner Johannes Lass, som heroppe var beskæftiget med Haveanlæg og Bygning af Drivhuse paa det kongelige Lystslot Rosendal i Djurgården. Da Lass ikke blot var en berejst Mand med Kendskab til flere Sprog, men og¬saa nærede en levende Interesse for Luftsejlads og Gas¬fremstilling, kom Tardini og han hurtigt paa fortrolig Talefod, og dermed var det første truende Sammenbrud afværget.

Lass havde nemlig det rette Greb paa Tingene og for¬stod at drage Nytte af sine svenske Forbindelser. Først udvirkede han, at Tardini – som den fremragende Ar¬tist, han var   fik Kong Oscar I’s Protektion til sine Opvisninger, dernæst, at disse kom til at foregaa paa et saa fashionabelt Sted som den kongelige Park Humle¬gården, og sluttelig, at hele Arrangementet foregik under de svenske Myndigheders Kontrol. Overfor alt dette maatte, de blodtørstige Kommissionærer kapitulere. Lass traf personligt de fornødne Aftaler med dem om Ballo¬nens Frigivelse og den allerede gjorte Gælds Afvikling; men endnu var ikke alle Vanskeligheder ryddet af Vejen: Til Fremstillingen af den Brint, der skulde bære Ballo¬nen, udkrævedes nemlig ikke blot koncentreret Svovlsyre, men ogsaa Jernspaan, der   underligt nok – var vanskelig at faa i Stockholm. Men Lass styrtede Egnen rundt og fik den.

Under endeløs Jubel fra et tusindtalligt Publikum og i den kongelige Families Nærværelse foretog Tardini saa tre Opstigninger, af hvilke særligt de to sidste bragte ham en smuk Indtægt; men største Delen heraf medgik desværre til Afviklingen af alle de Dumheder, han havde raget sig ind i, før Lass kom til, saa det var kun yderst faa Ressourcer, han havde i Behold, da Programmet skulde føre ham til København. Hans Udsigter var der¬for paa ingen Maade lyse, særligt ikke, da han havde været nødt til at entrere med en københavnsk Kommis¬sionær ved Navn Ch. Eekermann; denne havde ganske vist særdeles opmuntrende og venligt. skrevet til ham, at man hernede ventede ham ”med spændt Deeltagelse”, og at alt var ordnet til hans Modtagelse; men hvem kunde vide, om ikke det Ord paa Dansk betød det samme som paa Svensk? Og med Lass turde han ikke mere regne, da denne agtede sig til Lybeck, hvor der altid var vel¬lønnet Arbejde indenfor hans Fag. I Stockholm var Sam¬kvemmet mellem Tardini og Lass begyndt som et, ganske vist stærkt tillidpræget Forretningsforhold; men det endte i et Venskab; de to Mænd forstod hinanden, de havde fælles Interesser, og ingen af dem havde Hemme¬ligheder for den anden. Fra Luftskipperen førte Lass ganske naturligt sin Sympati over paa hans Børn og Annetta Ewaldson, hvem Tardini havde til Hensigt at indgaa lovformeligt Ægteskab med. Det er altid svært at sige Nej, naar en hjælpeløs Mand med Familie beder En om Assistance; Lass kunde det i alt Fald ikke. Skønt det, som Tardini kunde tilbyde, laa langt under sædvanlig Gartnerløn. paa den Tid, gik Lass alligevel med til at ville varetage Tardinis Interesser i København, som han havde gjort det i Stockholm.

I Begyndelsen af August 1851 afrejste skabet saa til Danmarks Hovedstad; det bestod af Tar¬dini og hans to Børn., Johannes Lass, den tyske Ballon¬skræder ReinhøJd Haack og en svensk Arbejdsmand, mens Annetta Ewaldson med den lille nyfødte foreløbig maatte blive i Södertälje. Desværre var der en anden, som heller ikke fulgte med til København, det var den italienske Fyrværker Biaggio Amici, som i Stockholm havde forskønnet Tardinis Opvisninger ved Afbrænding af Raketter, Fremstilling og Opsendelse af smaa Ballo¬ner samt Assistance ved Fyldningen af ,Samson”, alt mod en Godtgørelse af 1 Rd. pr. Dag plus Kost og Logi; men da Tardini forlod Stockholm, maatte han lade et Regnskab paa 112 Rd. 5 Mk. til Amici staa uafgjort, saa derfor vilde denne sidste ikke rejse med. Først da Tar¬dini fra København sendte ham 100 Rd. via den danske Konsul i Stockholm, lod Amici sig formilde, hvad han iøvrigt ikke kom til at fortryde, eftersom han i 1852, da Tivolis Kontrakt med Gaëtano Amici løb ud, blev ansat som Fyrværker i dette Etablissement og virkede som saadan i en halv Snes Aar. Ogsaa Lass blev i København lønnet med det beskedne Beløb af 1 Rd. pr. Dag og fri Station, skønt han maatte være her og dér og allevegne. Saaledes sørgede han ogsaa for at faa Luftskipperbør¬nene sat i Pleje i Jomfru Helene Seydels Institut mod 20 Rd. i Forskud, mens Tardini selv, som den fine Mand, han var, logerede sig ind paa Hotel d’Angleterre. Men alt det kostede jo Penge, og dem havde Tardini, som sagt, ikke alt for mange af.. Da tilmed Kommissionær Eckermanns, Forretning heller ikke var baseret paa Filantropi, men Manden krævede Kontanter for at sætte Opvisningerne i Værk, og Lass øjensynligt ikke i sit Fædreland havde Mage til de Forbindelser, som havde hjulpet ham i Stockholm, begyndte Situationen at blive højst prekær.

Der maatte tjenes Penge, og Tardini saa ingen anden Udvej end at entrere med Tivoli og lade Opstigningerne foregaa fra dettes Plæne.5 Idéen hertil var dog hverken kommen fra Tivolis Direktion, Tardini selv eller Eekermann, og om Lass vides det, at han var meget stærkt imod den; fordelagtig var den heller ikke. Planens Op¬havsmand var ganske sikkert den foretagsomme Italiener Dominico Capozzi, med hvem Tardini ganske naturligt hurtigt havde gjort Bekendtskab, og som, haabede, dels at skaffe sig en Fjer i Hatten overfor Tivolis Ledelse ved at sikre den en enestaaende Attraktion, dels at binde den berømte Luftskipper og hans Personale til sin egen Forretning, den flot udstyrede Restaurant i Tivolis Ba¬zarbygning,, som han faa Aar i Forvejen havde overtaget efter Ginderup.6 Og begge Dele havde Capozzi haardt behov. Efter en storstilet, men ingenlunde fredfyldt Til¬værelse som Hofviktualiehandler og Hermetikfabrikant her i Staden havde han i 1848 set sig nødsaget til at lade sit Bo gaa til Konkursbehandling og sad nu som en gam¬mel Høg, der bestandigt lurede paa Bytte.

Og Tardini lod sig fange   troskyldig, som han paa mange Omraader var, og uden Hensyn til den bedrøve¬ lige Kendsgerning, at man i Udlandet skal vogte sig mest for sine Landsmænd. Til Adspredelse for Tardinis Børn indbød Capozzi disse til sit Hjem, hvor de var hjærteligt velkomne, og hvor navnlig den lille Pige vandt særdeles meget Bifald”. Her burde de blive, og selvfølgelig skulde, deres Pleje ikke koste Tardini en Skilling. Lass indsaa imidlertid godt, hvad Capozzis Tanke hermed var; men hans Protest blev ikke taget til Følge. Børnene blev taget bort fra Jomfru Seydel, og dermed var de forudbetalte 20 Rd. tabt. Selvfølgelig lykkedes det ogsaa Capozzi at faa Tardinis Personale ind som faste Pensionærer i sin Restaurant; endvidere satte han sin berømte Landsmand i Forbindelse med Tivoli Spidser som Fyrværker Gaëtano Amici, Redaktionssekretæren ved ,Flyve Posten”, den senere forfatter af de meget læste Erindringsbøger om det gamle københavn, Jacob Davidsen, ,Pjerrot”s Broder, M. V. Volkersen, der fra sit lille og trykkeri i Bazarbygningen leverede Programmer og Plakater til Etablissementet, samt endnu flere, og stimulerede Tardini til at opvarte dette indflydelsesrige Selskab med standsmæssige Middage, hvortil ogsaa hørte kostbar Vin, som Tardini, iøvrigt paa Grund af sin Sygdom, slet ikke kunde taale. Til disse Gilder undlod Capozzi ikke at lade sig Indbyde som Gæst.

Ogsaa mod denne paagaaende Overprioritering af den italienske Luftskipper tog Lass til Orde; men heller ikke her var hans Protest af nogen Virkning. Tardini var ganske bjærgtagen af Capozzi og vedblev at være det til sin sidste Dag i København. Dette foranledigede imid¬lertid, at der mellem Lass og Capozzi opstod et spændt Forhold, som siden fik beklagelige Følger. Billigvis maa det dog siges, at disse Gilder ikke var den rene Tilsæt¬ning for Tardini. Saaledes erhvervede han sig gennem dem ikke blot en god Ven, men en overmaade kyndig Medarbejder i Gaëtano Amici, og ved Hjælp af Jacob Davidsen fik han i ,Flyve Posten” en enestaaende god Støtte. Efter Tardinis første Opstigning i Tivoli havde denne Avis nemlig forholdt sig yderst køligt; ikke alene havde den rent ud erklæret, at man i Ballonkunsten ikke var naaet et Skridt videre siden Robertsons Dage; men den dokumenterede sit Standpunkt ved at optrykke de gamle Avisers straalende Beretninger om Opstigningen fra Eksercérpladsen i 1806. Men Bladet slog helt om, efter at Jacob Davidsen med sin Ægteviv var blevet faste Gæster ved Gilderne i Capozzis Restaurant.

Lige saa lidt som Lass havde Eckermann forholdt sig tavs overfor de hastigt voksende Tivoliplaner, og han kunde gøre det med noget større Vægt, eftersom han officielt var Tardinis Forretningsfører og allerede den 18. Juli havde sikret sig den kongelige Bevilling paa Iscenesættelsen af 4 6 Ballonopstigninger i København, og da han klart indsaa, hvad Arrangementet med Tivoli økonomisk vilde føre til, havde han været saa fornuftig   med Støtte af ”Fædrelandet”s Redaktør, Carl Ploug   at indgaa med Ansøgning til Kongen om at maatte lade Tardini foretage Opstigningerne fra Christiansborg Slots Ridebane samt benytte en af Slottets Vognremiser som Oplagsrum for alle sine Grejer. Paa denne Ansøg¬ning var der allerede den 18. August indløbet imødekom¬mende Svar fra Overhofmarskallatet. For en optimistisk Natur kunde Aftalen med Tivoli maaske nok tage sig helt tiltalende ud: Man vilde opleve en kæmpemæssig

Tilstrømning af Publikum til Tardinis Luftfarter, og Pengene vilde ligefrem vælte ind, da ingen under saa¬danne Omstændigheder tog i Betragtningi hvad det kostede. Derfor betænkte Direktionen sig slet ikke paa at forhøje Entréen til Tivoli til 3 Mk. for voksne (mod laveste Entré 1 Mk.) og 11/2 Mk. (mod 1/2) for Børn samt ekstra bortsælge en Del Siddepladser paa Plænen til 2 Mk. for voksne og 1 Mk. for Børn. Tardini kunde altsaa roligt, gaa ind paa den Aftale, der paalagde ham at staa inde for alle Haandværkerregninger i Forbindelse med Opvisningerne samt naturligvis alle Udgifter til Driften af hans eget Brintmaskineri, mens Tivolis Direktion ikke tilsikrede ham en eneste Skillings reel Fortjeneste; den gav ham kun Part i Festlighedernes eventuelle Over¬skud, som vilde blive overmaade stort!

Men Eckermann kendte det københavnske Publikum bedre; han spaaede Tardini en formidabel økonomisk Fiasko, og som det følgende vil vise, fik han Ret. Man maa derfor dybt beklage, at den italienske Luftskipper kom saa sent, at han ikke kunde foretage sine Opstig¬ninger i Tivoli ”endnu i Carstensens Dage”; thi de to vilde have forstaaet hinanden, skabt   som de var   af samme internationale Stof, og grandseigneur´er begge to, mens den Bestyrelse,, som, sad i 1851, var alt for stærkt i Pagt med Smaaborgeraanden fra højsalig Sjette Frederiks Tid. Da havde Tardini allerede siddet en halv Snes Dage her i Byen, og Snakken havde naturligvis gaaet Mand og Mand imellem om, hvad der egentlig vilde ske; men det var ogsaa al den Forhaandsreklame, som Tivolis Be¬styrelse fandt fornøden om denne Sag. Først gennem en beskeden Annonce i Morgenbladene den 13. August fik Publikum Besked om, at Joseph Tardini fra Modena den følgende Aften præcis kl. 71/2 agtede at gå til Vejrs med sin Ballon, hvis Fyldning vilde blive påbegyndt, Kl. 41/2 om Efter Middagen; før Opstigningen vilde Lumbyes Or¬kester spille paa Plænen, og saa stod der naturligvis om de ovenfor nævnte Priser.

Dagen druknede imidlertid i Regn, saa ingen Ballon blev fyldt, og ingen Italiener kom til at gaa til Vejrs, hvad opslaaede Aflysningsplakater iøvrigt rettidigt havde forkyndt; men da Vejret henad Aften klarede op, og Tardini maaske alligevel vilde sejle, hvad han dog ikke gjorde, kom der Fart i Københavnerne, der myldrede af sted i tætte Skarer for ikke at gaa Glip af Begiven¬heden. Dog myldrede de ikke saa langt som ud til Tivoli, men nøjedes med at besætte Stadens vestlige Vold; thi hvorfor skulde man betale de vanvittigt høje Priser for at se det daarligt, som man her kunde se godt og tilmed ganske gratis? Denne Publikums helt igennem fornuftige Betragtning burde have været et alvorligt memento for Tivolis Bestyrelse; men den blev det ikke; thi Morgen¬bladene Fredag den 15. August berettede, at Opstignin¬gen vilde finde. Sted ”i Aften”, paa. selve Tivolis Fødsels¬dag   til kun lidt reducerede Priser, nemlig 2 Mk., i Ste¬det for 3, for Damer og 1 Mk. for Børn.

Dengang regnede det mærkværdigvis ikke paa Tivolis Fødselsdag, Vejret var fint, om end noget skyet, og Op¬stigningen blev en Begivenhed af Rang i København. Tardini havde egentlig lovet at medtage en af Tivolis Aktionærer, en Mægler Funch, som Passagér; men da Brintmaskineriet aabenbart ikke havde virket helt tilfredsstillende, og Ballonen derfor ikke var saa spændt,
som den skulde være, turde Skipperen alligevel ikke bære Ansvaret for den modige Mæglers Liv og gik op alene, meget let paaklædt og forberedt paa alle Eventualiteter fra det danske Vejrligs Side. ,Berlingske” meddelte Da¬gen efter, at ,Ballonens Opstigning frembød et meget smukt Skue, og Luftskipperen blev hilset af den overalt forsamlede Menneskemasses lydelige Bifald. Ballonen var ofte skjult af Skyerne, men kunde dog med Mellemrum øines i Løbet af en halv Time. Den tog Retningen mod Ost over Byen og Sundet.   Ved Avisens Slutning modtoge vi endnu følgende Efterretning fra Toldboden: Hr. Tardini med sin Ballon observeredes paa Søen ved Maaneskin at dale ned sønden for Landskrona. Gondolen havde en rød og en blaa Lanterne”.

Tirsdag den 19. meddelte samme Blad, at Nedstignin¬gen var sket paa Grev Hamiltons Gods Tågarp i Skaane. Ved Transporten hertil [til København] er Ballonen bleven noget beskadiget. Beklageligvis har Hr. Tardini ikke faaet sine Udgifter dækkede, da Tivoli kun var svagt besøgt. Formentlig laa Grunden hertil i de forhøjede Priser; var den sædvanlige Pris holdt, vilde Besøget have været meget større”. Med andre Ord: Det gik nøjagtigt, som man allerede Dagen forud havde faaet Vink om; Folk valgte at nyde det pragtfulde Skue gratis paa Ve¬stervold, og Tardini havde ingen Penge tjent. Hans Humør var derfor meget ringe; men til alt Held havde København just i de Dage Besøg af en Mand   maaske ogsaa et Medlem af den internationale Artistkreds-
hvem Tardini i Forvejen skyldte 2000 Rd.; hos ham laante han endnu 500 Rd., hvormed han kunde dække sine Haandværkerregninger og Opholdet paa Hotel d’Angleterre; desuden maatte han ogsaa. have Annetta Ewaldson med den lille og Biaggio Amici herned; dertil er vel Resten af Pengene gaaet; thi nu maatte Leveom¬kostningerne skæres føleligt ned. Omkring den 20. Au¬gust ankom Selskabet fra Stockholm, hvorefter Tardini med sin saakaldte ”anerkjendte Hustru” lejede sig ind paa en møbleret 1. Sal (3 Værelser og Køkken) hos Skrædermester C. Marcher, Størrestræde 251, Hjørnet af Skvaldergade, d.v.s. Holmens Kanal, lige overfor Holmens Kirke, mod et Beløb af  30 Rd. pr. Maaned samt Morgenmaaltid efter Regning.
Herfra forberedte han den anden Opstigning, som han overfor Tivoli havde forpligtet sig til, men var nu ellers bleven mere lydhør for Eckermanns Planer om at flytte over paa Christiansborg Slots Ridebane. Torsdag den 21. August fortalte saa en Tivoli Annonce i Stadens Aviser, at Tardinis anden Luftrejse vvilde finde Sted Søndag den 24., Kl. 61/2, uden Hensyn til Vejret. ,Naar Fyldningen begynder Kl. 4, vil Kanonskud angive dette. Under den Tid at Ballonen fyldes, lader Hr. Tardini flere mindre Balloner opstige”. Entréen og Billetpriserne til Plænen var de samme som sidst. Men nu aabnede Bladene et veritabelt Felttog mod de høje Priser med det Resultat, at Tivolis Direktion bøjede sig og forkyndte Lørdag Morgen, at Entréen vilde blive nedsat til 2 Mk. for voksne og 1 Mk. for Børn. Det var Tivolis gængse Takst paa Festaftener og betød dog altid et Skridt i den rigtige Retning.

Søndag Eftermiddag den 24. August var Københavnerstemningen saa – med et mildt Udtryk – paa Kogepunktet, hvorom ,Berlingske” den næste Morgen fortalte: ,Tardinis anden Luftreise var begunstiget af det skiønneste Veir. Opstigningen afgav et endnu smukkere Skue end første Gang. Den skete præcis Kl. 61/2, og ledsagedes Hr. Tardini af Hr. Mægler Funch, som forrige Gang paa Grund af indtrufne Omstændigheder forhindredes derfra. – Tivoli var meget stærkt besøgt, og vi vide aldrig at have seet. en saa stor Menneskemasse samlet her, som paa Volden og de om Tivoli liggende Gader. Ved Confluxen udenfra til Byen og indenfra udad opstod den farefuldeste Trængsel, der heller ikke blev uden Virkning, idet flere Fruentimmer besvimede og et Barn, efter hvad der siges, kom til Skade. Det er at beklage, at man ikke fra Byens Side og fra Kirsebærgangene strax standsede de Udstrømmende, og lod de Hjemgaaende først gaae ind. Vognene maatte imidlertid kjøre en anden Vei”.
Men bortset fra det, forløb alt tilfredsstillende, og Mægler Funch var kommen med i Luften, Hans Iver for at opnaa dette havde iøvrigt en særlig Baggrund: I et lystigt Øjeblik havde han indgaaet et Væddemaal med et Par andre Tivoli-Aktionærer om, at Etablissementets Aktier vilde stige inden Tirsdag den 26. August, og da dette ikke syntes at ville ske paa Børsen, havde han puttet sin Part i Lommen, inden han gik i Luften med Tardini. Saa kunde da ingen benægte, at de var steget! Hvorvidt han vandt sit Væddemaal, melder Historien ikke noget om; men som Ophavsmand til en saa tarvelig Vittighed burde han, i alt Fald efter vore Dages Begreber, ikke have gjort det. Paa Grund af den udmærket livfulde Skildring, som han et Par Dage efter indsendte til ;Berlingske”, og som fremkom Onsdag den 27., maa vel Aktiernes lidt unormale ”Stigning” være ham tilgivet. Hans Beretning om Færden lyder: ,,Skjøndt Bladene allerede have givet Beretninger om Hr. Tardinis Luftreise Søndagen den 24de ds., vil en Velunderrettet dog forsøge en udførligere Skildring af en og anden Begivenhed i det Haab at den vil blive optagen med Overbærenhed. Opstigningen var formedelst, Vindstille meget langsom, forsaavidt et Held; man fik derved bedre Tid til at beskue den store Menneskemasse og Kjøbenhavns skjønne Beliggenhed. Tivoli, Tømmerpladsen Voldene og Torvene myldrede af Skuelystne, den ned- gaaende Sol belyste al denne Herlighed, og man kunde see, hvorledes de søgte de mere ophøiede og frie Punkter. Efter at Hr. Tardini havde svunget sin Dannebrogs-Fane, og kastet den ned i en Gruppe Træer, afskjød han sine Pistoler, staaende paa. Kanten af Gondolen, og sendte med sin anden Fane den sidste Hilsen til Publicum. –

Veien gik over Amager, og i en anseelig Høide saaes Øresund og en Deel af Sverrigs Kyst; Solen beskinnede Sjælland og forhindrede Udsigten ad denne Side. Her begyndte Luftskibet at dale, den lette Luft trængte ind og uddrev Gassen. For at forhindre Ballonens Spænding, blev Ventilen aabnet, og al Ballast udkastet, hvorved den under Omdreininger, hævede sig Nord for Saltholmen til det Høieste paa hele Reisen. Thermometret viste 81/4 Grad Reaumur (111/2 Grader lavere end paa Tivoli), og Udsigten var overordentlig viid. Solen var nemlig gaaet ned. Man saae bedst Vandene; de vare sølvhvide Figurer mellem de mørkegraa Landstrækninger; mod Nord saaes hele Sundet til Kulien, mod Vest Roeskilde Fjord, flere mindre Søer og Kjøgebugt, og mod Syd Sundet forbi Falsterborev. Retningen var stik østlig. Da Saltholmen var passeret, begyndte den anden Dalen, der ikke var saa dyb som den første. Et stort Stykke Lærred blev skaaret over og Halvdelen -kastet ud, senere det andet Stykke. Drikkevarerne gik samme Vel, Flaskerne pebe i Luften, to sprang med et. Knald, inden de naaede Vandet. Tougene bleve forkortede og Stumperne tilligemed Spisevarerne udkastede. Ballonen steg atter, og for tredje Gang nøde de Reisende den skjønne Udsigt, haabende at naae Sverrig, da Retningen var nordøstlig lige, imod Barsebæk. Uagtet alle disse Anstrengelser var det ikke muligt at naae Land; det var blikstille, Atmosphæren saa let, at den uddrev Gassen. Skibet dalede indtil 20 Alen over Vandspellet. Dette var en svensk Miil fra Land. Tre svenske Baade kom tilsyne, og man ventede Hjelp. En af Hr. Tardini construeret Slæber, et flirkantet Bræt, beklædt med Kork paa den ene Side, gjorde sin Prøve som et Middel til at holde sig oven Vande et Qvarteers Tid; Baadene kom nærmere, bleve anraabte, tilbudne Penge, forsikkrede om, at der var ingen Fare, at det var Skibbrud; men de svarede ikke. Tilsidst da Luftskibet stod 5 Alen over Vandet, svarede de: ”ja, det känner vi nog,”. Et Øieblik efter kom der fire Baade til, som ligeledes anraabtes; den ene satte Seil op, ikke for at redde; det var for at.komme hurtigere bort. Ankeret med re- sterende Stump Toug og en meget tyk Frakke blev holdt klar til at kastes ud, begge Dele meget
nødvendige, især det første for at sikkre sig Nedfarten og Udstigningen af Gondolen. Faa Minutter efter stod Gondolen (en af lieelt Spanskrør flettet Kurv) paa Vandspeilet, Ankeret blev kastet overbord, og Ballonen hævede sig meget høit i et Nu. Klokken var naesten 7 3/4. Sundet var hvidgraat, Landene paa begge Sider mørkegraae, men Himmelrummet ligesaa stille som førhen. Retningen var uforandret; nien alt som det nærmede sig Land, gik det østligere, Kl. 8 var Gondolen over Land i stærk Dalen, gik over Aaen henad en Mose og stod paa Mosevandet, som den havde staaet paa Søen. Slæberen maatte atter hjelpe et Par Gange, indtil nogle tililende Bønder paa indstændig Forsikkring toge den i Haanden og saaledes førte Ballonen til en Græsmark, næsten en halv Miil fra Landingsstedet, Lomma, tilhørende Greve Hamilton paa Barsebæk. Den første Lyd fra Sverrig, der naaede-de Reisende, var en Klarinet, senere høie Hurraraab, Vogne og Ryttere fore efter Ballonens Retning. Paa Borreby Mark, to svenske Miil nord for Malmø, blev Ballonen ved Bøndernes Hjelp tør og velbeholden indpakket paa en stor Høstvogn, som velvillig var bleven tilbuden. af Fru Friherinde Rammel. Hendes Ladefoged sørgede for Heste. For at tømme Ballonen havde Hr. Tardini et uhyre anstrengende Arbeide; thi den er meget uregjerlig naar den ligger paa Landjorden. Luftseiladsen varede over fem Qvarteer, hvilket fo ranledigedes af at der aldeles manglede Vind. Eftersom Ballonen var i høiere eller, lavere Luftlag, blev den dreven snart mod Øst, snart mod Nord eller Syd-Ost, og, hvis det, var muligt, at den kunde efterlade sit Spor, vilde dette beskrive en meget ujevn Bane. Lomma ligger i lige Retning Øst for Charlottenlund Skov. Kjøbenhavns Beliggenhed er meget farlig for en Luftseiler, især naar svage Vinde eller Luftstrømninger bære over Søen, og hans Passageer veger betydeligt; thi paa Søen gjælder det om at seile flere Mile for at sænke sig, hvorimod Landet er fladt og overalt gunstigt for Landgang. Havde han havt den allermindste Dampbaad bestandig gaaende under. Luftskibet, vilde det have været en stor Sikkerhed for paakommende Uheld; han saae, hvorlidet han kunde stole paa 7 svenske Baade med en Besætning af ialt en Snees Mennesker. Det var meget øn- skeligt om de danske og svenske Blade med faa Ord vilde udbrede: at een Mand i en Baad uden synderlig forøget Byrde kan roe Luftskibet iland”. Denne Skildring, gennem hvilken Mægler Funch viser sig, ikke blot som en glimrende Iagttager med et betydeligt Kendskab til Østsjællands og Skaanes Geografi, fængslende Fortæller, er ganske givet men ogsaa som en blevet ,slugt” af Københavns Befolkning, der tillige har rystet bravt. paa Hovedet over de svenske Fiskere, til hvis Undskyldning det dog maa siges, at da de aldrig før havde set en Ballon, men kendte mange vidnefaste Beretninger baade om den flyvende Hollænder og Hans Majestæt Fanden selv, var det ikke saa sært, om de betragtede Tardini og hans Luftskib som hørende til disses nære Omgangskreds. For Tardini der ikke tidligere paa sine Ballonfarter havde stiftet Bekendtskab med en saadan Adfærd hos sine Fagfæller fra det vaade Element, var Oplevelsen derimod en højst alvorlig Lære.

Mandag Formiddag den 25. August sejlede Tardini, Mægler Funch og den vel indpakkede ,Samson” saa med Skibet fra Malmø til København, og derefter skulde Regnskabet gøres op. Naar ,Berlingske” havde meddelt, af Besøget i Tivoli var meget stort, er det Sandhed med Modifikation; langt de fleste Tilskuere stod nemlig udenfor, og ,Flyve-Posten” anslog Etablissementets betalende Gæster til 8000, hvad. der slet ikke naaede op paa Tivolis virkelig store Dage; saaledes fejredes den folkekære Forlystelsesanstalts første ,Geburtsdag” af 16.600 Mennesker og mange andre Dage naaede stærkt derop imod. Da Tardinis Kontrakt imidlertid var bleven kendelig forringet ved den lavere Entré, kom han næppe hjem til København med de stoltéste Forhaabninger om et rimeligt økonomisk Udbytte; men paa det Punkt blev han alligevel glædeligt overrasket; thi en Kreds af behjærtede Mennesker, der formodentlig ogsaa kendte ,Tivoli-Bestyrelsens langt større Salighedsfornemmelse ved at tage, hellere end at give, havde iscenesat en storstilet Indsamling med Raslebøsser blandt Voldens og Gadernes Tusinder af Gratister, og denne – for Københavnerne ærefulde – Handling skaffede Tardini et betydeligt. Beløb i Kassen. Tivolis Bestyrelse overrakte paa sin Side den italienske Luftskipper en hjærtelig Takkeskrivelse for de Tjenester, han havde ydet Etablissementet. Det var jo ogsaa noget værd – om end ikke ret meget i Penge.

Ikke saa snart var Tardinis Fortjeneste kommen ham i Hænde, før den snu Capozzi stillede med en Regning paa 94 Rd. for smaa tre.Ugers Gilder i hans Restaurant; Tardini betalte selvfølgelig paa Stedet. Men nu vidste han ogsaa, hvad han vilde: omgaaende gøre alt klart til at fortsætte paa Christiansborg Slotsplads. Maaske havde Capozzi tvivlet, om han kunde. Det viste sig, han kunde. Thi naar man ser Sagen helt til Bunds, havde hans Opstigninger fra Tivoli nu ikke været spildt. Først var han blevet fantastisk populær blandt Københavnerne – ja, rent ud deres Helt; dernæst havde han overfor Pressen og de øvrige toneangivende Kredse vist, at han var en Mester i sit Fag, og – sidst, men ikke mindst – havde baade Haandværkere og andre Næringsdrivende lært ham at kende som den prompte Betaler. Man kunde nemlig sige om Tardini, at han i mange Maader var godtroende og letsindig; men han havde helt og fuldt bekræftet det gamle Ord: ,Artister- snyder aldrig”. Derfor nød han nu en næsten ubegrænset Tillid og kunde sætte sine Opstigninger fra Christiansborg Slotsplads i Værk saa snart, han vilde.
Følgelig indeholdt Stadens Aviser allerede Torsdag den 28. August en flot opsat Annonce om, at Tardini med kgl. allernaadigst Tilladelse, vilde foretage den tredie og sidste Luftrejse Søndag den 31, med sin kolossale Silkeballon ,Samson” fra Christiansborg Slots Ridebane. Han har valgt den Plads for ved lav Entré at gøre Opstigningen tilgængelig for det store Publikum. Da denne Rejse bliver den sidste, er det Tardinis Ønske, for endnu mere at gøre sig erindret af Publikum, at foretage den længere end sædvanligt. Uagtet den burde foretages tidligere paa Dagen, opstiger Tardini dog Kl. 6 Aften; han medtager Belysning til Brug om Natten, men ingen Passagerer, da det er farligt at tilbringe Natten oppe i Luften over Søen. Under Fyldningen vil tvende Musikkorps underholde, smaa Balloner vil blive opsendt; og andre Amusements finde Sted. Entréen er sat til 2 Mk. ‘for Balkonen og de afspærrede Pladser, I Mk. for alle de øvrige; for Børn betales kun det halve. Til Publikums Bekvemmelighed er der opsat to Billetkontorer ved Indgangen til Ridebanen fra Slotspladsen og et ved Marmorbroen; desuden kan Billetter forud købes hos Capozzi, Store Kongensgade 40 A, Kellner Kølberg i Hotel d’Angleterre’s Café og Tardini, Holmens Kanal 251.
Det var med andre Ord en eklatant Sejr for Lass, Eekermann og Blaggio Amici, og samme Aften inviterede Tardini derfor ogsaa førstnævnte til et ekstra Maaltid hos Capozzi; her konsumerede Lass en Bøf med Kartofler til 1 Mk. 8 Sk., en Gang grønne Ærter til 8 Sk., en Snaps dansk Brændevin 3 Sk., 1/2 Flaske Bayerskøl 8 Sk., I Brød 2 Sk. og 1 Gang Rødgrød med Fløde I Mk. 4 Sk. -hvorefter lian formodentlig var mæt Selv kunde Tardini ikke være med, da han havde travlt med at installere sin Menage i Kongens Vognremise og.ellers gøre alt klart til Opstigningen; det var jo heller ikke saa lille et Apparat: Til Fremstillingen af den Brint, der skulde bære Ballo- nen, brugte han – som forud nævnt – Jernspaan og koncentreret Svovlsyre; det første købte han paa forskellige Jernstøberier og det sidste i store Glasballoner, vel beskyttet af Kurvefletning, som man ogsaa bruger det nu til Dags, hos Fabrikant Joseph Owen paa Fredens Mølles Fabriker, der laa ude paa Amager og var Landets første Svovlsyrefabrik. Hver Ballon rummede ca. 224 Pund Syre til en Pris af 4 Sk. pr. Pund. Efter Regnska- berne at dømme brugte Tardini til hver Opstigning 18 Balloner eller 4.032 Pund, regnet ud i Penge: for godt 162 Rd.; helt billig var en Opstigning altsaa. ikke. Lidt fik han dog ind for det Biprodukt, der fremkom ved Jernets Behandling,med Syren, nemlig Jernvitriol. Heraf vandt han hver Gang 26 Vinfade fulde,- som i Penge betøj ialt 15 Rd. hos -Indehaveren af Danmarks første galvanoplastiske Etablissement, Fabrikant Hans Chr. Drewsen i Adelgade. Processen foregik i 40 Vinfade, hvorfra Brinten gennem Zinkrør ledtes over til Rensning i et mægtigt Kar med Vand. Ved Hjælp af endnu større Zinkrør naaede den sluttelig op i Ballonen. Hele Maskineriet stod Tardin! i ca. 100 Rd.; dertil kom naturligvis en Del nautiske Instrumenter og en Syreballon med Fernis til at overstryge Ballonens Silkehylster med.

Saa maatte den italienske Luftskipper tillige overvaage, at Aftalerne med de stedlige Haandværkere blev nøje holdt; først og fremmest gjaldt det her Tømrermester H. C. Breede og Snedkermester Thlelemann, der skulde sørge for Tribune, Siddepladser, . Afspærringer og meget mere, samt Sadelmager J. B. Stauning, under hvem den festlige Udsmykning sorterede. Sluttelig maatte Tardini sørge for Billetter og Plakater; men dem fremstillede han til de to første Opvisninger paa Ridebanen delvis selv; hjemme i Holmens Kanal 251 havde han baade Trykkegrejer og litografisk Materiel til dette Formaal.

Men Fredag Aften var der dog faldet saa megen Ro over ham, at han kunde nyde en stille Time sammen med Lass ovre hos Capozzi, og Lørdag Aften var alt parat til næste Dags Festligheder, hvorefter han, for at samle sine Tanker i Ensomhed, atter slog sig ned ved et Bord i Capozzis Restaurant. Her begyndte han uhyre beskedent med en omelette aux fines herbes [d. v. s. med hakkede Grøntsager] til 1 Mk. 4 Sk. og 2 Kopper Te á 8 Sk. med Brød til 2 Sk.; men saa let kunde en Mand med de Udsigter til en stor Søndag ikke slippe; først lokkede Capozzi — som alt for ofte før – ham til at sætte en hel Flaske St. Julien (I Rd.) til Livs, kort efter- fulgte en hel Champagne Bouzy (3 Rd. 2 Mk.), og 12 HavannaCigarer å 8 Sk. kom paa. samme Regning. Tardin! røg nemlig fantastisk meget; af hans Papirer kan det ses, at en Snes Cigaret i Døgnet ikke var nogen Sjældenhed — Ogsaa naar han sad i sin Gondol. Saa oprandt den 31. August. Efter den stilfærdige, men paa sin Vis alligevel bevægede Lørdag Aften har han utvivlsomt Søndag Middag spæget sit Kød hjemme hos Annetta Ewaldson; thi hele den 31. ses han ikke før Opstigningen at have nydt det mindste hos Capozzi; derimod leverede denne ham følgende Proviant til Luftsejladsen: 2 kogte Kyllinger (1 Rd.), Brød (8 Sk.), 2 Flasker Orgeade (her = Mandelmælk, 2 Rd.), Pærer 2 Mk. og 10 Havanna-Cigarer á 8 Sk. Visselig blev det en stor Dag. Vejret var fint, og skønsmæssigt havde 12-13 Tusinde Mennesker løst Billet til Ridebanen, hvor Musicus. W. Kell, hvem vi for Resten længere op i Tiden træffer som Medlem af Balduin Dahls Orkester, stod inde. for de tonekunstneriske Præstationer mod et Honorar af 17 Rd. Og Hans Majestæt Kongen iagttog fra et af Slottets Vinduer hele det imposante Skue. Da Vinden var nordvestlig, og Tardini af den Grund kunde befrygte en-farlig Sejlads ned over Østersøen, havde han ombyttet sin sædvanlige Gondol med en Art Baad, der var bygget af Zink, beklædt med Kork og udstyret med baade Ror og Aarer; desuden tog han den tidligere omtalte Slæber med. Det viste sig, at han havde skønnet rigtigt.

Opstigningen foregik ganske vist elegant under den tusindtallige Skares stormende Jubel; men da Ballonen inde over Amager tog tydelig Kurs mod Havet, aabnede Tardini dens Topventil og dalede saa meget, at han ved Dragør kunde smutte ud af Gondolen. Men med saa kort en Tur var ,Samson” aldeles ikke tilfreds; tværtimod steg den nu og sejlede for egen Regning ud over de blaa Bølger. Resolut lejede Tardini derfor nogle Fiskere til at gaa. ud for at bjærge den, hvilket ogsaa lykkedes, og samme Aften kørte Tardini og ,Samson” hjem til København, hvor den første styrkede sig hos Capozzi med 4 Kopper Te, en Flaske St. Jullen og et lille Brød.

Nu vidste Tardini, at der ogsaa, kunde tjenes Penge i en lille By som København, naar blot man greb Sagen rigtigt an; thi Søndagen den. 31. August havde givet ham mere end tusind Rigsdaler i Kassen, og nu var der hverken Grund til at spare – eller standse Opvisningerne i København. Ud fra begge disse Betragtninger planlagde han endnu to af de 4-6 Ballonrejser, han havde faaet Bevilling til, købte sig et kostbart Guldur og en Hund, der dog siden løb bort og – forgæves – maatte efterlyses i Avisen. Verdensmand var Tardini jo; Artist var han ogsaa, og beundret holdt han -af at blive. Smuk kunde man vel paa ingen Maade kalde ham; men tiltrækkende har hans. sydlandske, sportstrænede Skikkelse sikkert alligevel virket paa det københavnske Damepublikum.

Naar han, iklædt sin smagfulde Sommer-Paletot, hvoraf han for Resten havde to, og sin italienske Straahat, spadserede fra Holmens Kanal gennem Strøget ud til Tivoli, var han ikke saa lidt ud over det almindelige; de, som kendte hans Garderobe nøjere, vidste, at han foruden disse lettere Klædningsstykker ejede en Vinterfrakke, en kostbar Klædes-Rejsekappe og en Pels af det dyre Genette- (d.. v. s. Desmerkatte-) skind. Ogsaa naar ‘han præsiderede ved Gildesbordet hos Capozzi, gjorde han Indtryk af at være en stille, fornem Mand, i Klædedragt uden simpelt Praleri: Den sorte Kjole og de snævre, musegraa Pantalons var uden Plet og Lyde; men de var ogsaa ligesom alt det andet under konstant Opsyn hos hans sagkyndige Husvært, Skrædermestér Marcher,, mens hans Silkestrømper vel blev skiftet ud, naar – som man sagde – ,en Jøde havde spyttet paa dem”. En særligt pillen Omhu ofrede han sine smukke lyse Veste og sit Lintøj; den Slags fine Sager lod man ikke hvem som helst-behandle; men Lulgi Segators Vasker! paa Vesterbro var altid til at stole paa. Lad være, at der stak et lille Gran af Forfængelighed i hans to svære Guld-Fingerringe og to Brystnaale med Brillanter, hans dyre Konfirmand-Ravrør og det fine nye Guldur; men da han i Forvejen ejede et Pladesmykke, en Amulet med Faderens Billede indfattet i Guld, og det kunde fæstes til et af den Tids højst moderne Urbaand, var der vel saadan set ikke noget at sige til det. Og ét er. i alt Fald givet: Tardini var ikke af den Slags Folk, der skjulte et lurvet Indre under ydre Pragt; han var af den homogene Type, der stillede lige saa store Krav til Under- som til ‘Ydertøj; det første var nemlig baade godt, helt og rigeligt for Haanden. Selvfølgelig mødte han heller aldrig ubarberet: han holdt ikke af at se snuskede Folk omkring sig; derfor betalte han gerne for, at baade han og Lass hver eneste Morgen.kunde stille hos Frisørmester I. H. Cahn- bley i Størrestræde 248 for at faa Nattens uønskede Tilvækst fjernet, formedelst 4 Sk. pro persona – en Pris, der som bekendt. holdt sig nogenlunde uforandret helt op til Aarhundredets Slutning, i alt Fald paa de mere jævne ,Stuer”. Den samme lidt feminine Sirlighed udfoldede Tardini, hvor Talen var om Bord og Seng. Paa sine Rejser medførte han selv Familiens gode Krølhaarsmadrasser, Tæpper, Lagener og Sølv-Spisegrejer, ligesom han altid ønskede, at se Servietter paa sit private Morgen- eller Aftensbord, Mandag Aften den 1. September samledes saa Tardini, Annetta Ewaldson, Blaggio Amici og Jacob Davidsen til en lille intim Konference i bazarbygningen, hvor sidst nævnte Deltager kunde blive.sat ind i, hvad der efter den store Søndag videre skulde ske; thi nok kunde man ikke henregne, Flyve~Posten” blandt Byens fornemme Blade: men Davidsen var en habil Døgnreporter, som blev læst, af.mange jævne Folk, og deres Penge var jo ikke til at kaste Vrag paa.. Tardini tog sin sædvanlige Omelet med fine Urter og tvende Kopper Te, Annetta fik en Gang ‘Blomkaal til 12 Sk., mens Amici og Davidsen foretrak de flydende Varer; følgelig rekvirerede Tardini tre hele Hochheimere, á.2 Rd. og 6 Cigarer, hvorefter Skildringen gik sin Gang, og Davidsen blev informeret om, at Tardini vilde foretage endnu en Opstigning fra Ridebanen, og at Nettoindtægten herfra vilde tilfalde Treaarskrigens In- valider og de faldnes Efterladte. Da denne storstilede Gestus den 3. September blev Offentligheden bekendt gennem ,Posten”, steg Tardinis Popularitet til formidable Højder.

Nu maa man imidlertid ikke tro, at de fire Deltagere i Mandagens Convivium blev opført paa. Capozzis Regning saaledes, som, det her er sket; der stod: ,Tardini, B. Amici, Davidsen og Andre”; thi den italienske Gæstgiver nedlod sig ikke til at nævne Annetta Ewaldson ved Navn; hun optraadte derfor i hans Bevidsthed kun under Pseudonymerne ”og Andre” eller ”med Flere”, og Capozzi beærede aldrig noget Selskab med sin Nærværelse, naar Annetta var til Stede. Han hadede hende nemlig som Pesten, og det havde sine klare Grunde: Som det vil erindres, blev Tardinis to ældste Børn kort efter deres Ankomst til København optaget som kære Gæster i Capozzis Hjem, hvad der selvfølgelig ikke skulde koste Tardini en Skilling; thi det vilde jo kun vare, til Annetta Ewaldson ogsaa. kom herned og kunde tage sig af Børnene. Saaledes lød Aftalen dengang, hvad der ofte siden blev fremhævet baade af Annetta og Johannes Lass. Men alt, som Pengene saa at sige strømmede ind i Tardinis Kasse, indsaa Capozzi” at det ganske sikkert vilde blive en god Forretning at avancere til lønnet Plejefader for de to Børn, og det havde han faaet Tardini -med paa under Henvisning til, at Børnene alligevel ikke i det lange Løb kunde været tjent med at styrte Kloden rundt og aldrig have noget Hjem. Capozzi vilde skaffe dem et saadant mod 10 Rd.- pr. Maaned for hver til Kost og Logi og 9 Mk. pr. Md. for hver til Vask, medens alle deres øvrige Fornødenheder, saasom Tøj, Skolegang m. v. skulde betales efter Regning. Ogsaa dette var Tardini gaaet med til, skønt Lass lige saa energisk tilraadede ham at lade sig vie til Annetta, lade hende sætte Bo i København eller et andet Sted og skabe et fælles Hjem for alle tre Børn, mens Tardini selv rejste rundt og tjente de fornødne Penge. Det var derfor, Capozzi ikke for sin Død kunde fordrage hverken Annetta eller Lass; thi hvis Tardini ægtede sin ”anerkjendte Hustru”, vilde de store Børns Værdi som Plejeobjekter i heldigste Tilfælde blive stærkt forringet, saa længe Tardini levede, og deres Arv synke ned til nærved Nul, saafremt han kom af Dage; derfor gjaldt det om at gøre Annetta Livet saa surt, at hun paa en eller anden Maade gik ud af Sagaen, og i den Henseende sparede Capozzi sig øjensynlig ikke. Lass lagde ikke Skjul paa, at han forlængst havde gennemskuet disse Planer, og i en af sine Skrivelser til Skifteretten fortæller han, at han har oplevet mange uhyggelige Scener, hvor Tardinis Hustru blev, udilicat” behandlet hos Capozzis. Nogen fin Mand var den gamle Italiener altsaa ikke. Den 2. September havde Tardini en forholdsvis beskeden lille Sammenkomst med Biaggio Amici, hvor de paa god italiensk Vis fik 2 Gange Maccaroni (2 Mk.), 1 Kop Bouillon med Æg (I Mk.), kogt Oksekød med Urter (1 Mk.), Brød, den obligate St. Julien, som de broderligt delte, Pærer og 2 Kopper Kaffe å 8 Sk. samt 12 Cigarer. Men ellers gik det Slag i Slag med Gilder. Allerede Dagen efter samledes Tivolikredsen, nemlig Tardini, Davidsen og hans Hustru, G. Amici og Capozzi til et større ,,Skrald”. Menuen lød: Suppe med Risengryn (5 Mk.), côtelette en papillot (I Rd. 4 Mk.), Bekkasiner med Syltetøj (2 Rd. 8 Sk.-), Salat. (1 Rd.), Brød og Ræddike (3 Mk.), 3 hele Champagne Bouzy (10 Rd ), Kaffe og 12 Cigarer – altsaa virkelig en skøn Middag, -men heller ikke billig, da 17 Rd. 2 Mk. 8 Sk., eller direkte omregnet ca. 35 Kr., jo slet ikke var saa faa Penge for hundrede Aar tilbage. Men Tardini var i højt Humør; hans Annonce skulde nemlig næste Morgen fortælle, at han for at underholde det ærede Publikum længere end sædvanligt først i Følge med sin 9 Aar gamle Søn, Alexander. klædt som Amor, vil opstige til en Højde af nogle Hundrede Fod og deroppe svæve i nogen Tid, saa vil han atter neddale paa Ridebanen og foretage den egentlige Rejse alene. Under Ballonens Fyldning, vil der blive musiceret, og mindre Balloner med Metamorphoser vil blive opsendt.

Ogsaa den 7. tegnede. altsaa. til at blive en af Stadens store Dage. Tardini havde, trods sit Løfte til Invaliderne og de faldnes efterladte, ingen Grund til at spare, hvad han da, heller ikke gjorde, om ogsaa han tilbragte de næste Par Aftener alene hos Capozzi; selv hans forsigtigste kulinariske Oplevelser viste, at paa Penge kom det ikke mere an. Medens mange Sommersøndage under vore nordiske Himmelstrøg som bekendt kan være uanstændigt, fæle, raades der ofte Bod herpaa ved underskønne Kolleger i September; Tardini havde det Held, at den 7. ikke kunde ønskes bedre. Ved Middagstid spadserede derfor et lille Selskab, bestaaende af Tardin! med de gamle Venner Lass, Eckermann ,og Andre” ind i Tivoli til 4 Gange Suppe med Urter (1 Rd.), kogte Kalvehoveder (I Rd.), Salat (4 Mk.), i beskeden Hochhelmer samt Kaffe Brød ,og 14 Cigarer, og til Ballonen paa Ridebanen lo~ han Capozzi sende den sædvanlige Proviant af 2 kogte Kyllinger, Orgeade, Brød, Pærer samt 10 Cigarer. Henad Kl. 4 om Eftermiddagen begyndte Folkestrømmen at tage Fart og Retning mod Christiansborg,. hvor Arrangementet virkede, som det skulde. Paa Pladsen var der næsten vindstille, dog med en svag nordvestlig Luft- ning. Ogsaa denne Gang benyttede Tardini derfor Baa (len som Gondol. Lidt før Kl. 51/2’stod han i Baaden med sin amorklædte lille Søn, og nu foretog han den samme Høflighedsceremoni, som Robertson allerede i 1806 havde gjort saa megen Lykke med: Han lod Ballonen med Baaden under bevæge sig Ridebanen rundt lige for de mange Gæsters Øjne, alt imens Amor udkastede de 250 Blomsterbuketter, som Capozzi havde skaffet til Dagen for en samlet Pris af 2 Rd. og udsmykket med broget Papir, Silkebaand og trykte Visdomsord om dette Liv. Ceremonien blev modtagen ikke blot med Jubel, med med adskillige taarefyldte Øjne -saa yndig var Tardinis lille Amor! Derpaa steg Ballonen nogle Hundrede Fod, blev, ,deroppe en halv Times Tid og dalede igen. Amor hoppede ud i Annettas runde Arme, Tardini kastede los, svingede Dannebrog og saluterede med sine Pistoler, mens ,Samson” vuggede sin vældige Silkekrop næsten lodret op i Luften. Belært af tidligere Erfaringer vidste Tardini, at de danske Vindforhold var yderst lumske, og da Ballonen var naaet op i en meget betydelig Højde, mødte han ganske rigtigt her en stærk Strømning, der i Ordets bogstaveligste Betydning vilde føre ham ad Ponimern til, hvis ikke han tog sig i Agt. Derfor manøvrerede han ,Samson” endnu mere elegant end den 31. August, saa baade han og den ca. Kl. 6% landede paa den flade Jord ved Dragør, og samme Aften var de begge tilbage i København, hvor han sammen med Amors Stedmoder satte sig ,ind hos Capozzi. Han nød kun 2 Kopper Te og Brød med Smør og Ost, mens hun fik Karbonade med Kartofler samt 1/2 Bayer; en Gaade bliver det derimod, hvem der h jalp dem med at konsumere de 3 hele Champagne Bouzy, som staar paa Regningen for denne Aften; men maaske er det Lass eller Eckermann, som har slaaet et Slag indom for at lykønske til veloverstanden Rejse.. Det egentlige Gilde til Invalidernes og de faldnes Amindelse fandt dog først Sted den næste Dag, da Tardini, Lass.. Eckermann, begge Amici og Capozzi fejrede Mindehøjtideligheden med Gange Suppe med Urter (1 Rd.), 6, Maccaroni    (2 Rd.), Fiskefilet (2 Rd.), Salat (1 Rd.), kogt And: med Urter (I Rd. 3 Mk.), Brød, men kun 3 hele St. Julien og 12 Cigarer.

Den 9. September stod der i ,Flyve-Posten” et flot Referat af Søndagens Opvisning; her kunde man ikke blot læse, at denne Opstigning var den heldigste, Tardini endnu havde foretaget her i Hovedstaden, at Publikum havde været ,overordentlig talrigt”, og at den allersidste Forestilling vil finde Sted Søndag den 14. September, men tillige følgende sensationelle Meddelelse: ,Efter Forlydende agter Hr. Tardini efter Manges Ønske at gjøre en aldeles extraordinair Reise med en Hjort næste Søndag
Hermed forholder det sig rigtigt nok: Tardini vilde erstatte sin Gondol med en levende Hjort og foretage Opstigningen, staaende paa Ryggen af den! Ganske vist kunde han ikke sætte sin Plan i Værk uden Politiets Tilladelse; -men denne havde han været saa sikker paa at faa, at han til den 14. September havde ladet ,Berlingske”s Trykkeri forfærdige, ikke blot 85 almindelige Plakater i rød Farve, men ogsaa. 150 støre med rødt og grønt, og som tidligere med en Hjort paa;10 disse kostede ham 15 Rd. for Fremstillingen og 2 Rd. 8 Mk. for at faa dem slaaet op; men Hjorteridtet blev der ikke noget af, da en Bemærkning i Politidirektørens Journal” for 1851 oplyser, at dette blev forbudt. Sammesteds læser man, at den italienske Luftskippers Andragende herom er henlagt ved hans øvrige Sager i Afdelingen ,Dansk ReiseKontoir”. Mere er det desværre ikke muligt at sige om Tardinis Korrespondance med Københavns Politi; eftersom hele det uvurderlige Kildemateriale til de farende Folks Historie, som laa. under det nævnte Kontor – hvor utroligt det end lyder –er bleven tilintetgjort paa Politigaarden, uden at Statens Arkiver forud er bleven spurgt.

Dagene indtil Søndag den 14. opviser kun forholdsvis smaa Gilder, men dog ét stort, hvori 7 Personer deltog, deriblandt Bogtrykker Volkersen ,og Andre”; Capozzi var altsaa ikke med, men nøjedes med at modtage Ordre paa Maccaroni, Fiskefilet, Mørbradsteg med Brisler, Salat, Pærer, Brød, 4 hele St. Julien, Kaffe og 12 Cigarer til !alt 14 Rd. 4 Mk.
Endelig oprandt da: den 14. September, om hvilken Annoncerne havde meldt, at denne Rejse uigenkaldeligt bliver den sidste, da ‘Klimaet i det nordlige Land ikke er gunstigt paa en saa fremrykket Aarstid. Tardini vil ved denne Lejlighed tage Afsked med København, hvor han har modtaget saa mange Beviser paa Publikums Velvilje, som stedse vil blive i hans -taknemmelige Erindring. Paa denne Rejse vil Sønnen Alexander og en Dame følge med som Passagerer.

At Tardini virkelig selv var indforstaaet med, at Københavneropholdet nu var forbi, fremgaar blandt meget andet af, at han havde solgt sit store Kar og de 40 Vinfade for 39 Rd. til Bødkermester Johan Giese, som kunde afhente dem Dagen efter den sidste Opstigning. Om han tillige har haft sine dystre Anelser om, at denne Rejse i en endnu alvorligere Forstand vilde blive hans sidste, er naturligvis ikke mere til at sige; men underligt, ser det ud, at han netop Søndag Formiddag den skæbnesvangre 14. September hjemme hos Annetta Ewaldson har meddelt hende sin sidste Vilje – skriftligt. Hertil har han brugt en almindelig blaa Vekselblanket med trykt engelsk Tekst. Paa Forsiden staar kun Datoen: 14 of September 1851″ og Beløbet: ,2000 Frank”, hvorimod man paa Bagsiden læser følgende: ,Schould I hawe a unluckly acceident on my trawwels I hawe resolwed: to giwe my child, which I hawe with my seccond wife, the amaunt ‘ of 2000 Frank and to captize (skal være: baptize). her with my name in the catholic church, the rest of my fortune, shall. be dewided between my wife Anneta and my two other children.
written, in Copenhagen the 14 of September 1851. Josapf Tardini”
At Tardini selv har underskrevet dette Dokument, er hævet over alle Tvivl; hvem der saa har udfærdiget Teksten, kan derimod ikke siges, da Skriften ikke lader sig identificere ved Hjælp af de andre Papirer i hans Bo, og Vidner er der ikke paaført. Kun ét kan man sige med absolut Sikkerhed: Capozzi har i alt Fald ikke gjort det.
Fra Hjemmet, Holmens Kanal 251, har Tardini saa begivet sig ud til Tivoli, hvor han sammen med Gaétano Amici og Capozzi indtog Afskedsdiner’en, bestaaende al Ris d la milanaise18 (1 Rd.), Hummer (1 Rd.), 3 Omeletter (4 Mk. 8 Sk.), Brød, 2 hele St. Julien, Kaffe og 12 Cigarer. Til Ballonen blev afsendt den sædvanlige Proviant: 2 kogte Kyllinger, Brød, 2 Orgeade, 1/2 Pund blaa Vindruer (5 Mk.) og 12 Cigarer. Da Provianten ikke var større, end naar han gik op alene, har han altsaa ogsaa denne Gang regnet med en ganske kort Rejse, -hvad der iøvrigt stemmer med, at han om Eftermiddagen kun medtog 8 Rd. 13 Sk. i kontante Penge.

Efter dette udviste Regnskabet, at han i Tiden fra 28. August til 14. September havde holdt Gilder hos Capozzi for 132 Rd. 4 Mk. 10 Sk., eller gennemsnitlig for 7 Rd. 2 Mk. pr. Dag, saa unægtelig har han været sin foretagsomme Landsmand det, som man i Restaurationssproget kalder: en af de virkeligt fine Gæster. Til Trods herfor skulde en Vært naturligvis alligevel passe paa at bjærge sine Penge hjem; ud fra den Betragtning stillede Capozzi. ogsaa Mandagen den 8. September nede hos Tardini for at kræve et å conto Beløb, dels p” Spiseregningen, dels paa Børnenes Pleje, paa 135 Rd. 2 Mk,, som han da ogsaa fik. Da Tardini havde den, !øvrigt prisværdige Skik at afregne sine: Udgifter efter hver Opstigning, bortset fra nogle Smaabeløb, som naturligt vilde fortsætte, og disse Afregninger meget ofte skete uden Kvittering, kan det ikke undgaas, at der vedrørende de fire første Opvisningers praktiske Tilrettelægning er en Del, vi nu maa savne Besked om; men med den sidste er vi ulige bedre stillet; her kan vi næsten i alle Enkeltheder følge, hvorledes Billetsalget var organiseret. Saaledes fik Kellner Chr. Kølberg 5 Rd. for at sælge Billetter til hver Opvisning, men ingen Provision. Capozzi har utvivlsomt faaet noget lignende, i alt Fald ikke mindre. For de tre Billetkontorer ved Ridebanen var der ansat en Hovedkasserer ved Navn A. Philipsen; han fik 10 Rd., 7 Billetkasserere hver 9 Mk. og 14 Kontrollører hver 3 Mk., alle pr. Gang. Hvad Tardini selv solgte, vides ikke; til Søndagen den 14. afhændede Capozzi kun for 39 Rd. 8 Sk., og Kølberg s Portion indgik i Philipsens Regnskab, der for den sidste Opstigning viste et Salg af 6.432 Billetter til et samlet Beløb af 1115 Rd. 2 Mk., fordelt paa 664 Billetter å 2 Mk., 4869 å I Mk., 91 Børnebilletter å 1 Mk. og 808 å 8 Sk. Der var altsaa mange Mennesker paa Slotspladsen den 14. September, og der raadede er£ ganske* særlig Stemning; thi selv om naturligvis ingen kunde ane, hvad der inden ret længe vilde ske, havde alene Ordene ”den sid- ste” en ikke ringe Vemod i sig. Blandt Tilskuerne befandt sig den Dag ogsaa Digteren Frederik Paludan-Milller, der – ligesom saa mange a ndre – var stærkt betaget af det, som foregik; det var for Resten Tardinis sidste Bal- lonfærd, der inspirerede ham til Digtet ,Luftskipperen og Atheisten” men han nedfældede ogsaa faa Dage efter sine Indtryk i et Brev til en af sine Venner: ,En stor Sorg har vi havt ved Luftskipperen Tardinis bratte Død. Vi stod paa Slotspladsen og saa ham sidste Gang gaa tilvejrs med sin Dame i hvid Molls Kjole og himmelblaa Silkemantille. Det var et vidunderligt dejligt Syn, da han bøjt i Luften svingede Dannebrog og fyrede sine Pistoler af, medens Damen fra den gyngende Gondol kastede Deviser ned til os stakkels Jordorme, der med gabende Mund og tindrende Øjne (thi hvem vil ikke gerne hæve sig over Mængden, straale og skinne og fare til Himmels) fulgte den dristige Flugt”.
Brevet var iøvrigt til Professor i Fysik ved Kristiania Universitet, Christoffer Hansteen, der var gift med en Søster til Paludan-Milllers Hustru. Ogsaa Hansteens Datter, Malerinden og Kvindesagsforkæmperen Aasta Hansteen, blev ligesom Faderen en kendt Personlighed, om end for en Del paa en noget anden Vis, idet Henrik Ibsen benyttede hende til Figuren Lona Hessel i ,Samfundets Støtter”, og Gunnar Heiberg derefter paa en, mildt sagt, meget nærgaaende Maade støbte Hovedpersonen i sit Skuespil ,Tante Ulrikke” over hende som Model.

Hvad der nu skete, efter at ,Samson”. havde forladt Ridebanen, er det saare svært at give et helt korrekt Billede af; thi dels har hverken Annetta eller Alexander haft tilstrækkeligt Kendskab til Danmarks geografiske Forhold, til Vindretninger eller Ballonføring til at danne sig en Mening om det, der foregik, dels er de under den paafølgende Katastrofe bleven saa chokerede, at de ikke kunde meddele det lidet, de vidste, til deres Redningsmænd; derfor gik det her som ved saa mange andre lignende Lejligheder, at skønt der baade dengang og siden er skrevet ikke saa lidt om Tardinis Katastrofe, har hver Meddeler gjort det, som det forefaldt ham bedst, og ikke to Beretninger ligner. hinanden paa Sagens afgørende Punkter. Ikke desto mindre vil vi forsøge at rekonstruere Tardinis sidste Rejse saa godt, det nu engang lader sig gøre, og dermed ogsaa. prøve at finde ud af, hvilke mete- orologiske og nautiske Aarsager der var Skyld i, at det gik saa ulykkeligt, som det gik.

Et af Samitidens Blade beretter, at Vinden over Slotspladsen den 14. September var vestlig; det lyder ogsaa meget troligt efter det, som siden skete. Men Tardini vidste godt, at hermed var Ballonens Rute ikke fastlagt; thi med Vestenvind vilde han, ligesom under sine to første Opstigninger fra Tivoli, være bleven ført ud over Sundet med Mulighed for Landing et Sted i Skaane – og en saa farefuld Tur vilde han aldrig have udsat hverken Annetta eller Alexander for. Ganske afgjort regnede han med, at, han ved høj Opstigning paa denne Aarstid vilde naa ind i en syd-sydøstgaaende Strømning, ganske som det var sket paa 3. og 4. Rejse, hvilket altsaa. vilde medføre, at han kunde afgøre det hele med et lille Svip til Dragør. For saa vidt havde han skønnet rigtigt, som han ogsaa slap ind i en Luftstrøm omtrent af denne Art – men. ogsaa kun omtrent; thi til sin Forfærdelse opdagede han at Strømmen denne Gang gik syd-sydvestligt, saa Ruten kom til at forløbe over Kallebodstrand, ganske kort fra Sjællands Kyst, men dog ikke saa meget mod Sydvest, at han havde Chancer for at lande inde paa Sjællands Marker. Det vilde med andre Ord blive en Rejse udelukkende over Vand: ned forbi Røgebugt, Stevns, Møn og over Østesøen med tvivlsom Udsigt til engang at havne et Sted i Tyskland. Sikkert har det været denne Krydsning af hans Planer om at lande paa Amager, der har drevet ham til det Vovestykke: trods alt at tvinge sin Vilje igennem. Højt ude over Kallebodstrand, formentlig paa Linie med et Sted Norden for Kongelunden, har han saa aabnet Ballonens Topventil for ved hastig Dalen at komme ned i Vestenvinden, hvad han ogsaa gjorde; men der var langt over til Amager, Tardini havde ikke beregnet denne Afstand rigtigt, og endnu et godt Stykke fra Land ramte Gondolen Vandoverfladen. Dels for at lette Ballonen, saa Vestenvinden kunde føre den ind paa Fladvandet, hvor Annetta og Alexander havde Chancer for at kunne bunde, dels for at tilkalde Redningsmandskab, har Tardini saa frigjort sig for sit Tøj undtagen Skjor- ten, er sprunget ud og har – som den dygtige Svømmer, han faktisk var – regnet med at kunne naa ind til Land. Men det lykkedes ham ikke – han manglede den sidste Fjerdingvej. Vi véd kun lidt om Grunden til, at Kræf- terne svigtede ham; men Davidsens korte Bemærkninger i ,Flyve-Posten”, der skriver sig fra Lass, som vel igen har faaet dem fra Annetta, og Alexander, kommer vist temmelig nær, det rigtige. Ifølge disse svømmede Tardini paa Ryggen, og Aarsagen hertil var, at han engang havde faaet en Læsion af Næsebenet, der i nogen Grad – og naturligvis særlig under stærk Anstrengelse – besværliggjorde hans Aandedræt. Davidsen mener derfor, at nogle Kvælningsanfald har været Indledning til Druknedøden, og paåpeger, at hans Lig, da det fandtes, ogsaa tydede derpaa.

Det andet, som Tardini havde villet opnaa ved at lette Ballonen for sin egen Vægt, nemlig at faa. den ind paa mere grundt Vand, lykkedes vel; men alligevel laa den altfor lavt; inden længe ramte Gondolen Vandoverfladen, øjensynligt med stor Kraft; i alt Fald kæntrede den, saa begge Passagererne og det meste af dens Indhold, deriblandt Tardinis Klæder, gik udenbords; de sidste fandt man aldrig, og hans nye Guldur ligger antagelig paa Bunden af Kallebodstrand. Naar Davidsen derimod fortæller, at Annetta ved at holde i en Strikke længe forhindrede Ballonen i at flygte, er dette næppe rigtigt; staaende i Vand til Brystet og ustandselig raabende om Hjælp, har de to Passagerer sikkert klamret sig til Gondolen, og ved deres Vægt er Ballonen bleven hindret i at stige. Det følger næsten af sig selv, at Amagerbønderne, som allerede de to forgående Søndage havde haft Besøg af ,Samson”, ogsaa den 14. September holdt Øje med den, saa helt uforberedte var de næppe, da. der blev raabt om Hjælp ude fra Vandet ret Norden for Kongelunden. I en Fart fik Sognefoged Sally i Ullerup sine Heste af Stalden og fik dem bemandet, hvorefter man red ad Stranden til og ud paa Fladvandet. De to Skibbrudne blev af de raske Bønder taget op paa hver sin Hest og bragt op til Sallys Gaard, hvor de ”nøde al den Pleie og Omhu, som Omstændighederne udkrævede”. Men ,Samson”, som nu var blevet befriet for al sin Tynge og Besvær, satte med fuld Kraft til Vejrs, naaede herved igen op i den sydgaaende Luftstrøm og foretog alene den lange Rejse over. Hav, som Tardini havde frygtet for at tage Del i.

Alt som Timerne gik, begyndte man inde i København at blive nervøse; ude fra Amager kom der nu og da ogsaa Folk, der talte, om, en Ulykke. Et godt Stykke ud paa Aftenen lejede Lass derfor en Vogn og begav sig af Sted. Da han efter Tardinis Planer for denne Rejse og Ballonens forskellige Positioner saa nogenlunde kunde skønne, hvor, Landgang maatte være forsøgt, dirigerede han Vognen ud til Kongelunds Kro, hvorfra han blev vist op til Sognefogden i Ullerup. Her fik han Vished for, hvad der var sket – Tardini var der ikke. Da de to Skibbrudne imidlertid var saa medtagne, at de ikke den Aften kunde flyttes ind til København, kørte han ned til Lodsboligen ved Kallebodstrand og aftalte, at Lods Søren Herman Jensen og hans Karl den følgende Morgen skulde gaa ud for – om muligt – at bjærge Tardinis Lig. Tidligt den næste Dag afsøgte de Farvandet omkring Koklapperne, Svenskeholmen samt Kysten ud for Kongelunden og Ullerup, hvor de fandt Liget liggende paa 8 Fod Vand. Da det var bjærget, blev det bragt op til Lodsboligen, hvor Annetta identificerede det. Efter god, gammel Bondeskik blev Tardini derpå vasket og iklædt en af Lodsens pæne Hørlærreds Skjorter, svøbt i tvende Lagener og lagt i Halm på Bunden af en Vogn, på hvilken ogsaa Annetta, Alexander og Kusken satte sig op, hvorefter hele det sørgelige Selskab kørte til København, hvor Tardini blev afleveret paa St. Johannes stiftelsens Lighus. Alt dette blev besørget for 21 Rd. 4 Mk. Næppe var Annetta naaet ind til Hjemmet i Holmens Kanal 251, før Skifteretten mødte op for at registrere den forulykkede Luftskippers Ejendele. Straks den 15. September, umiddelbart efter at Tardinis Død var konstateret, havde Capozzi ladet sin ”Busenfreund” og haandgangne Mand, Overretsprokurator Hans Rudolph Kraft, anmelde Dødsfaldet og havde foreslaaet ham som Værge for Tardinis to ældste Børn, hvad han da ogsaa blev. Nu var det nemlig Capozzi, som stod med Sejrens Palmer i sine Hænder; det skulde Annetta Ewaldson og Lass nok komme til at erfare. Samme Dag, som Registreringen fandt Sted i København, stod følgende i en af Nordtysklands Aviser: ”I Morges den 15de fandtes i Nærheden af Søen (ved Krakow, ca. 55 km Ø. for Schwerin) en Luftballon med den vedlhæftede Kurv (Gondol)., i, denne fandtes 8 Rd. 13 Sk. danske Penge, 3 ladte Pistoler, nogle Flasker Mælk, noget Hvedebrød, 2 stegte Duer (.det var kogte Kyllinger), en Mands-Støvle og nogle Papirer, der vare blevne vaade. Ballonen er af mørkeblaat Silke. med Orange-Striber, overtrukken med et Net, som ved Snore var heftet til Gondolen. Da Ballonen er landet paa Mecklenborgs Grund, saa bliver den efter al Sandsynlighed bragt til Schwerin”. Men først den 22. blev denne Meddelelse bragt til den danske Offentligheds Kundskab gennem Hovedstadens Blade. Over det danske Konsulat i Wismar krævede Skifteretten hos den mecklenborgske Regering Ballonen og de forefundne Effekter udleverede; den 6. Oktober ankom ogsaa Flygtningen i god Behold fra Wismar med Dampskibet ”Obotrit”. Længe forinden havde Capozzi imidlertid præsteret et nyt Eksempel paa sin levende Foretagsomhed. Nu vilde ingen vel bestride ham Retten til at beholde Tardinis Børn i Pleje, og selv om de vilde, skulde baade han og Kraft nok sørge for, at de ikke kunde; men naar han var Plejefader, maatte han ogsaa honoreres – standsmæssigt. I første Række burde Boet selvfølgelig paatage sig denne. Forpligtelse, og dets Midler var ingenlunde ringe. Ved. Registreringsforretningen. den 15, havde det vist sig, at Tardinis kontante Pengebeholdning var 1105 Rd. 1 Mk., hvilke. ret beset var Indtægten fra hans 4. Opstigning. Denne store. Kontantbeholdning i Forbindelse med, at der aldrig – hvad ellers altid skete – fremkom nogen Meddelelse i Bladene om, hvor stort et Beløb der var bleven Invaliderne og de faldnes Efterladte til Del fra Tardinis 4. Rejse, tyder paa, at der, da han døde, endnu ikke var foretaget nogen Afregning til disse, men at Tardini havde villet vente hermed, til han efter sin 5. Rejse var bleven fuldt klar paa.
Nettoindtægtens Størrelse. Krigerpengene er altsaa, i al Stilhed gaaet ind i Boet til Fordel for den italienske Luftskippers Efterladte, hvad vel heller ingen under de Omstændigheder har fundet noget anstødeligt i. Saa udviste Regnskabet for Tardinis sidste Rejse en Bruttoindtægt paa ca. 1116 Rd., hans personlige Ejendele takseredes til godt 350 Rd., Ballonen var sine 1100 Rd. værd, Arven fra Østrig var paa godt 532 Rd., og den fra Italien næppe mindre end 1000 Rd., med andre Ord: Da Tardini døde, var han en Mand paa over 5000 Rd., hvad man dog vilde mene kunde række et Stykke Vej til Børnenes Underhold, selv om naturligvis en Del Penge maatte bruges til Tardinis endnu ikke opgjorte Forpligtelser. Men naar nu det gunstige Tilfælde uformodet var indtruffet, at man ogsaa kunde slaa Sørgeharpen og derigennem faa den store Offentlighed til at. bidrage til Børnenes Underhold og Capozzis Fortjeneste – hvorfor skulde man saa ikke gøre det? Derfor indrykkede den snu gamle Italiener i ,FlyvePosten” for 18., 19. og 20. September et Inserat, der foruden overfor Offentligheden at synge paa den ynkeligste Fattigdoms-Melodi – tillige kunde virke som et Slag i Ansigtet paa Annetta Ewaldson og Lass. Inseratet lod som følger:
”Luftskipperen Tardinis Skjæbne er bekjendt. Det er vistnok kun Faa her i Staden, der ikke med Smerte have erfaret hans sørgelige Endeligt, og Sorgen vil være desto større, naar det vides, at han, efterlader sig tvende Børn, en Dreng paa. 9 Aar og en. Pige paa 5 Aar, uden Moder eller anden Paarørende. At disses Skjæbne vækker den dybeste og inderligste Deeltagelse hos det kjøbenhavnske Publikum, kan vist ikke feile, og at denne Deeltagelse vil vise sig i Gjerningen, derpaa har man havt mangfoldige Beviser fra tidligere Liellighed. I Overbeviisning herom tillader man sig at opfordre Velgjørende til at staae de arme Forladte bi ved Bidrag, der modtages af den her Nærende catholske Menigheds Præst, Pastor Zurstrassen, Bredgade Nr. 182, 2den Sal, af Naalemager Hjorth, Vimmelskaftet Nr. 23, af Capozzi, Store Kongensgade Nr. 40 A, hos hvem Børnene hidtil have befundet sig, og paa nærværende Blads Contoir. Over det Indkommendes Beløb og Maaden hvorpaa det vil blive anvendt, vil der senere blive aflagt offentligt Regnskab”.

Men en saadan Adfærd fra Capozzi, hvis sande Karakter og Hensigter Lass forlængst havde gennemskuet, var denne sidste ikke til Sinds at finde sig i; allerede Dagen efter offentliggjorde han derfor følgende smukke og vær dige Indlæg i ,Berlingske Tidende”:
”Om Luffskipperen Tardinis Efterladte. Med stor Forundring har jeg i ,Flyveposten” læst et Inserat om at Tardini har efterladt sig tvende Børn, en Dreng paa 9 Aar og en Pige paa 5 Aar, uden Moder eller anden Paarørende. Som Tardinis Secretair og fleeraarige Ven kan jeg ikke tilbageholde min Forbauselse og Harme over, at man med en hjerteløs Ligegyldighed har.undladt at nævne Tardinis 8 Uger gamle Datter og hendes 21aarige Moder, den samme Dame, som Tardini har anerkjendt som sin Hustru, hvorvel den besluttede høltidelige Pagt paa Grund, af Omstændighederne endnu ikke var fuldbyrdet., Det er hende, som 7 Gange tidligere er, opsteget med ham ,og som sidste Søndag udstod flere Timers Dødsangst med Sønnen Alexander. Hende og det uskyldige 8 Ugers Barn vil man altsaa udelukke fra den christelige Godgjørenhed. Dette finder jeg mig foranlediget til for at værne den Afdødes Ære, foreløbig at bekjendtgjøre for det ærede kjøbenhavnske Publicum.
Kjøenhavn den 18. September. Ærbødigst Johannes Lass”.

Med dette Indlæg greb han ikke fejl; et af de første Bidrag, som indløb til Naalemager Hjorth, bar Paaskriften: ,Til Tardinis Efterladte, ogsaa hans mindste Barn samt dettes Moder, fra Georges og Andrés Sparebøsser, 5 Rd.”, og da Tonen først var givet an med dette Bidrag, blev det kun Mindsteparten af de følgende, som alene var til Tardinis to ældste Børn. Selv Capozzi maatte mange Gange lide den Tort at modtage Gaver ,til alle Tardinis Efterladte” eller udelukkende til hans ,anerkjendte Hustru og hendes Barn”. Ingen kunde være blind for, at København efter Tardinis Katastrofe helt og fuldt fortjente Navnet ,Byen med det store Hjærte”; thi ikke blot vrimler Indsamlingslisterne med Bidrag fra Børns Sparebøsser, og ikke blot lod mange, baade mandlige og kvindelige Tjenestefolk fra de københavnske Hjem og Gæstgivergaarde deres fattige Skillinger springe; men talrige er ogsaa de rørende kønne Bemærkninger, der fulgte med Bidragene, og af hvilke en enkelt skal gengives her. »- med Ønske at mange der have seet Ballonen opstige gratis, vilde efter Evne afbetale noget af deres Gjæld”. Det største Bidrag, hele 100 Rd., indkom den 27 . September til Naalemager Hjorth og var mærket ,,K”. Man tør gætte paa, at det skrev sig fra selve Kong Frederik VII. Fra mange andre sendtes pæne Bidrag – saaledes 10 Rd. fra Joseph Owen & Sønner paa Fredens Mølles Fabriker, hvorimod Tivoli ikke ses at have ofret saa meget som en Skilling paa Tardinis Minde.

Indsamlingen sluttede først den -24. Oktober og indbragte ialt ca. 760 Rd., hvoraf ca. 472 modtoges af Hjorth, ca. 179 af Capozzi, 64 af Præsten og ca. 145 af ” Flyve-Posten”; men der blev aldrig – som lovet -offentliggjort nogen Redegørelse for, Pengenes Anvendelse, saa man kan ikke se, hvor meget Annetta og hendes Barn kom til at nyde godt af. Den 16. Oktober havde de begge forladt Landet; hvorhen de rejste, vides ikke.

Lørdagen den 20. September var Tardinis Lig bleven jordfæstet paa. Assistens Kirkegaards katholske Afdeling, og kun sjældent havde Byen oplevet en Deltagelse saa enorm, som den gav sig Udtryk her. Ligfærden blev arrangeret af Stadsbedemand Edvard Holmblad, som var kyndig i sit Fag. Paa St. Johannesstiftelsen var Liget blevet klædt endnu en Gang og lagt i Kiste; saa kom dertil Hospitalsafgift, Drikkepenge til Folkene derude samt Leje af Rustvognen til Kapellet; det blev 33 Rd. 2 Mk.; alle de mange Smaaudgifter til Kirkegaarden blev 9 Rd. 4 Mk. 12 Sk.; selve Begravelsesdagens Poster lød paa 6 Ligbærere samt 2 Kareter til disse at køre i 12 Rd. 3 Mk., Ligvognen med Kusk og 2 Tjenere 7 Rd. 5 Mk. 14 Sk., 2 Kareter til Følget, -1 Rd. 4 Mk.,’1 do. til Bedemanden 1 Rd. 3 Mk., Politibetjente til at holde Orden ved Begravelsen 4 Rd., diverse Drikkepenge I Rd. 4 Mk., Bedemandens Salær 15 Rd. og endelig Gravstedet, der var af allerbilligste Slags, nemlig 4 Rd., ialt 91 Rd. 2 Mk. 10 Sk., hvorimod den katholske Præst, som forrettede Begravelsen, naturligvis ikke modtog, Honorar saa lidt som det Musikkorps, der vel sagtens ogsaa havde spillet paa Slotspladsen ved Tardinis tre sidste Opvisninger og nu til hans Ære udførte Sørgemusiken paa Kirkegaarden.

Men dermed var den berømte Luftskipper ingenlunde ude af den københavnske Saga. Allerede to Dage efter hans 4. Opstigning havde en Annonce fra Alleenberg forkyndt, at ”Idag, Tirsdag, den 9de Septbr., vil iblandt nedenstaaende Forlystelser blive fremstillet i Taagebilleder Hr. Joseph Tardini fra Modena, som opstiger med sin colossale Luftballon Samson”. Og de Taagebilleder blev naturligvis ikke færre. Den 24. samme Maaned meddelte ,,Flyve-Posten at Tardinis Opstigninger har vakt et saadant. Røre, at Børnene her i Byen i stor Stil leger Luftsejlads med hjemmelavede Balloner af Tøj eller Papir; det vil næppe vare længe, før Legetøjsfabrikanterne ogsaa fremstiller Balloner til dette Brug. Og selv om nævnte Blad ikke just laa i Topklassen, hvor Talen var om lødig Poesi, bør vi dog ikke undlade at stifte Bekendtskab med følgende Digt, der fremkom den 27. September og – formaliter vel meget slet; men moraliter saa meget desto bedre – sikkert har ægget mange Taarekirtler til Funktion:
GIUSEPPE TARDINI (En Stemning) Luftgondolen sig hæver saa smukt, I Over den stirrende By, Tardinin stiger med Ørnens Flugt Freidig i høien Sky. Hans Flugt er Menneskeaandens Symbol, Denne Jord for lille er: Urolig den svæver fra Pol til Pol, En hvileløs Higen den bær.

Alt Aftensolen til Gefions Ø, Sit sidste Smiil haver sendt; Tardini seiler saa høi en Sø, Mod stjernesaaet Firmament. O, hjælpe Dig Gud, Du dristige Mand! Dit Liv er et Stjerneskud; Et Nu det straaler, men saa paa Stand Dets Flammelys slukkes ud.
Gondolen imellem Himmel og hav Ligner en vingeskudt Fugl, Som flagrer hen over den vaade grav Og ængstelig søger et Skjul Saa Aanden paa Tankens dristige Vei Svimler og daler i Hast; Ak, Idealets Høide vi ei, Kunne holde i Længden fast.
See! Fuglen stedse gaar mere lavt, Vingen fast Havfladen naaer; Tardini samler sin sidste Kraft, Udi Bønnen Styrke han faaer ,,Har jeg fristet Dig, saa tilgiv, o Gud ! Lad mig døe i fremmede Hav !

Men mit skyldfri Barn frie Du ud, Fra Afgrundens aabnede Grav!” Saa talt – og et Spring – og i Dybet han sank, Og drak Døden i Bølgernes Favn; Medens Luftbaaden fløi, lettet og rank- Med hans Kjære til frelsende Havn.
.0, Tidsaand ! Dig see paa Tardini i Speil! Naar Du seiler for høi en Sø. Frist ikke Gud! men reeb Dine Seil, Paa Luftsellads let Du kanst døe.

Og sluttelig meddelte en Annonce den 1. November: ,,Luftseileren Joseph Tardini med flere nye Kunstgjenstande er opstillet i Vox-Cabinettet i Frederiksbergallee Nr. 1 “. Stort højere op paa Berømmelsens Tinde naaede kun de færreste i hine Dages København.

Kun ét stod endnu tilbage; men det var til Gengæld ogsaa, det vanskeligste, nemlig Boets skifteretlige Behandling. At Publikums medfølende Indstilling overfor Annetta og hendes Barn ikke havde gjort Forholdet mellem Capozzi paa den ene Side og Tardinis ,anerkjendte Hustru” og hendes Barn samt Lass paa den anden blidere, behøver næppe nogen yderligere Understregning. Capozzi svor dem en sviende Hævn, og da det, der sved stærkest paa. ham selv, var af økonomisk Art, satte han alt ind paa at skade dem mest muligt paa, dette, heller ikke for dem uvæsentlige Punkt.

Blandt de anmeldte Fordringer i Boet var ogsaa en fra Lass; den lød paa godt 135 Rd. og vedrørte hans personlige Forhold. Naar man tager i Betragtning, at han var antaget paa saa. beskedne Betingelser som 1 Rd. om Dagen og fri Station, maa man undres over, at hans Fordring kunde blive saa stor, særligt da han jo var Tardinis gode Ven; men det er vel igen den gamle Historie om de daarligste Sko’ til Smedens Hest og Skomagerens Kone. En Del af Fordringen skrev sig ganske rigtigt fra den ene daglige Rigsdaler, som Prokurator Kraft med Iver bestred ham Retten til ud fra det Argument, at han herom ikke havde Dogen skriftlig Aftale -med Tardini; men da Lass havde forelagt Skifteretten en udførlig Redegørelse for sit Samkvem, med den nødstedte Luftskipper i Stockholm, tabte Capozzis juridiske Vaabendrager denne Sag med Glans. Den anden Del af nævnte Fordring skrev sig fra Madspørgsmaalet. Da Lass, efter at Tardinis Opstigninger i Tivoli var hørt op, fandt det meget upraktisk at løbe ind i Tivoli tre Gange om Dagen for at spise, havde han selv sørget for sine Morgen- og Aftensmaaltider; dem mente han sig nu berettiget til at faa godtgjort af Capozzi gennem Boet med 2 Mk. om Dagen. Herover rasede naturligvis denne sidste og svor paa, at han ikke betalte en Skilling tilbage, da han ikke var ansvarlig for, om den Herre vilde spise. hans gode Mad eller ikke. Skifteretten saa dog anderledes paa den Sag, og Lass fik alle sine Penge. Under. Hujen og Skrigen skete det samme med Ballonskræder Haack og den svenske Arbejdsmand, der blot forlangte at blive sendt hjem til Stockholm. Ulige værre. gik det Tardinis ,anerkjendte Hustru”. Selvfølgelig havde hun straks indgivet sit Arvekrav, bilagt med den blaa Veksel, til Skifteretten. Hendes Krav gik ud paa, at hun som Tardinis anden retmæssige Hustru fik Halvdelen af Boet tillagt, og at hendes Barn arvede lige med Alexander og Jeannette. Det sidste Punkt havde hun ingen Ret til at fravige, hvorimod hun i værste Fald vilde nøjes med de 2000 francs, som var opført paa Vekslen, til sig selv. Over denne hendes uhørte Frækhed kom alle Capozzis og Kraft s moralske Indvolde i det heftigste Oprør. Den første, bistaaet af flere Venner, erklærede overfor Retten, at Tardini til dem gentagne Gange havde udtalt sig om, at Annetta var i hans Tjeneste paa nøjagtig de samme Betingelser som Lass og Skræder Haack, og Kraft understøttede denne Paastand ved at erklære baade Vekslen og Tardinis Underskrift for et skændigt Falskneri af den Kvinde, som den hæderlige Tardini ikke regnede for andet end sin. ,wife in water-colour”. Selv om dette Udtryk ikke findes opført i de almindeligt tilgængelige engelsk-danske Ordbøger, vil næppe nogen være i Tvivl om, hvad det betyder.

En lille Smule havde det dog lysnet i Annettas Sind, da Københavnerne saa venligt lod hende faa Del i deres Godgørenhed; smukt var det ogsaa, at Hovedstadens Blade, endogsaa ,Flyve-Posten”, nu uden Forbehold benævnte hende Madam Tardini; men en Skuffelse var det hende, at den katholske Præst ikke vilde skrive den berømte Luftskippers Navn med ind i Kirkebogen, da hendes lille Datter den 3. Oktober, med Institutbestyrerinde, Jomfru Helene Seydel som Gudmoder og den trofaste Johannes Lass blandt Fadderne, blev døbt Josephine Frederike Louise. Trykket, dels af denne Modgang, dels af Pengenød, indsendte Annetta den 6. Oktober et Bønskrift til Skifteretten; her! nævner hun intet ,om sit Barns Arveret, men beder – skønt det danske Publikum allerede har gjort noget for hende – om at faa de 2000 francs eller blot Halvdelen af Indtægten ved Tardinis sidste Luftrejse, da hun selv efter Katastrofen er bleven saa nervesvag, at hun ikke kan arbejde for sit Barn. Men Bønner fra den Kant var hverken Capozzi eller Kraft lydhøre for; den sidste paapegede endnu en Gang og særligt under sit Ansvar som Værge for de to støre Børn, at der savnedes enhver juridisk gyldig Dokumentation for selv det mindste af Annettas Krav – og Skifteretten maatte erkende dette. Den 15. Oktober altsaa Dagen før hun rejste bort, var hun naiv nok igen at bede om det samme; men det har vel blot forhøjet hendes Modstanderes Triumf. Hun fik selvfølgelig ingen Penge. Derimod aagrede Prokurator Kraft energisk med sit Pund for at skaffe de flest mulige Midler til Børnenes Underhold hos Capozzi. For Boets Kontantbeholdning paa over 2000 R-d. købte han Obligationer og solgte dem igen, naar Tiden dertil var gunstig. Under lange Forhandlinger, dels om Ballonens Salg, dels om Arveparterne fra Wien og Modena, lykkedes det ham at trække Afregningen med Størstedelen af Fordringshaverne saa meget ud, at Boet først kunde sluttes den 19. Juni 1857 altsaa næsten seks Aar efter Tardinis Død.

Ballonen lykkedes det dog at slippe af med allerede den 24. April 1852. Nogen særlig Rift havde der ikke været om den, skønt den var bleven averteret til Salg baade i svensk Aftonbladet, Berliner Nachrichten, Ham- burg Correspondenten, Petersborg Handels Zeitung og Journal de Monitéur samt naturligvis alle de store danske Blade. Saa blev den stillet til Auktion sammen med Tardinis personlige Effekter, og i Datidens Aviser kunde interesserede erkyndige sig om, at Ballonen ,Samson” i oppustet Stand vilde være at besigtige i Dagene 22.-23. April 1852, Kl. 10-21 i Gaarden hos Capozzi, St. Kongensgade 40 A. Auktionen indbragte 1384 Rd. 22 Sk., hvorfra maatte trækkes 71 Rd. 74 Sk. i Omkostninger, heri ikke medregnet Capozzis Udgifter ved Auktionen, der blandt andet omfattede ,1 Flaske Madaireviin, Smørebrød, Caffe til axtionariusen 2 Rd. 3 Mk. 8 Sk.”. Bal- lonen ,Samson” blev ved den Lejlighed solgt til den københavnske Fotograf Julius Moyel; i forskellige Skrifter siges det, at han gav 1085 Rd. for den; men om det Beløb savner vi Besked, da de gamle Auktionsprotokoller ikke eksisterer mere. Som adskillige vil vide, var det med Tardinis gamle ,Samson”, at Svenskeren Victor Granberg foretog sin mislykkede Opstigning fra Christiansborg Slotsplads i Juli 1857; men baade hans og Moyels Bedrifter er jo et Kapitel for sig i dansk Ballonvæsens Historie. Hvad den videre Behandling af Tardinis Bo angaar, er der kun Grund til at fæste sig ved Capozzis Hverv som Plejefader for Alexander og Jeannette. Beklageligvis laa der en gammel Aftale med Tardini, dokumenteret med flere af dennes personlige Udbetalinger. Som bekendt gik den ud paa, at Capozzi skulde tage Børnene for 20 Rd. pr. Md. til Kost og Logi og 3 Rd. pr. Md. for Vask, mens alle andre Udgifter skulde betales efter Regning. Paa Kontoen for Kost, Logi og Vask var Plejefaderens Foretagsomhed altsaa temmelig begrænset, mens de ,andre Udgifter” tillod ham en noget større Frihed. Og Pengene fra den københavnske Godgørenhed hørte man aldrig, mere et Ord om; af dem var vel nok meget nær de 600 Rd. gaaet i Capozzis egen Lomme. Trods det var han uhyre nidkær med at kræve sine Plejepenge, hos Skifteretten gennem Kraft, der fik dem bevilget forskudsvis for et Aar ad Gangen.

Klæder og Sko manglede de Børn da heller ikke, hvis de ellers har faaet alt, hvad der blev opført paa Capozzis Regninger; det var nemlig rent fantastisk, hvad de brugte af nye Sko og Støvler for slet ikke at tale om Forsaalinger; men de københavnske Gader var jo ogsaa, betydelig mere knortede dengang, end de er det nu. Og selv om det ikke er rigtig pænt at trække en ung Dames mest. intime Klædningsstykker frem for Offentlighedens Øjne,, kan vi dog ikke lade være at slaa ned paa. en anden mistænkelig Post paa Capozzis Plejeregnskab; der staar nemlig: ,4 Alen Shirting å 13 Sk. til et Par Jeannette -Hansen, f. Tardini, Balletdanserinde ved Det kgl. Teater. (Efter Fotagrafi i Teatermuseet).benklæder til Jeannette, 3 Mk.’4 Sk.”. Lad nu de her omtalte Benklæder have været Mamelukker, hvad de vel for Resten nok har Været; lad den ligeledes her omtalte 9-aarige Jeannette have haft unaturligt lange Ben, hvad hun vistnok ikke havde, saa kan man godt gaa ud fra, at den Shirting er bleven brugt til mere end til Jeannettes Permissioner Og af den Slags regnskabsmæssige Tilsnigelser vil man finde mange i Capozzis Opgørelser; selvfølgelig er hver enkelt kun en Bagatel; men man har jo noget, der hedder ,det ene med det andet”.

Den endelige Opgørelse af Tardinis Bo udviste Aktiver til et Beløb af 4.139 Rd. 5 Mk. 5 Sk.; heri var medregnet Arven fra Wien, der med Renter var blevet til 559 Rd. 5 Mk. 5 Sk.; derimod blev Fædrenearven fra Modena holdt udenfor, da Retten dernede havde meddelt, at disse Penge ikke kunde føres ud af Landet Hans Emil Hansen, Balletmester ved Det kgl. Teater. (Efter Elith Reumert- Den danske Ballets Historie).
men kun kunde hæves ved Alexanders og Jeannettes 21. Aar. Passiverne beløb sig til 1.254 Rd. 5 Mk. 15 Sk.; tilovers blev altsaa 2.884 Rd. 5 Mk. 6 Sk. Heraf fik Alexander de to Trediedele nemlig 1913 Rd. 3 Mk, 1.4 Sk., og Jeannette Resten, 956 Rd. 4 Mk. 15 Sk.
Den 16. April 1855 var Alexander bleven konfirmeret, og halvanden Maaned senere gik han til Søs. Hermed sluttede hans Plejetid hos Capozzi, der indtil da havde faaet 981 Rd. 12 Sk. af Boet paa hans Konto. Dette vil
sige, at Capozzi udover de stipulerede 111/2 Rd. for, Kost, Logi og Vask i 44 Maaneder, ialt 506 Rd., havde beregnet sig 475 Rd. 12 Sk, til ekstra Udgifter, eller 10 Rd. 4 Mk.
Alexander Tardini, Kontorchef i Magistratens 3. Afdeling.
121/2 Sk. pr. Md. – altsaa en helt god Forretning for den gamle Italiener. Det overskydende af Alexanders Arvepart, 932 Rd. 2 Mk, 2 Sk., blev indsat i overformynderiet. I Foraaret. 1857 faldt Alexander Tardini overbord i det indiske Ocean og druknede.
Jeannette var altsaa den eneste overlevende af Tardinis engang saa store Børneflok. Hun havde jo boet noget længere end sin Broder hos Capozzi, hvorfor denne, havde faaet 1280 Rd. 4 Mk. udbetalt af Skifteretten paa hendes
Konto. Foruden de 111/2 Rd. pr. Md. til Kost, Logi og Vask i 69 Maaneder, ialt 793 Rd. 3 Mk., havde han til ekstra Udgifter faaet ialt 487 Rd. 1 Mk., eller 7 Rd. 51/2 Sk. pr. Md. Men det var der ikke Dækning for i Jeannettes
Arvepart, hvorfor Capozzi maatte tilbagebetale 323 Rd. 5 Mk. 1 Sk. til Boet og trøste sig med, at dem havde han jo forlængst, faaet ind gennem Københavnernes Godgørenhed.
Helga Tardini, f. Meyling.

Allerede som niaarig lille Pige var Jeannette kommen ind paa Bournonvilles Conservatorium hvorfra Vejen hurtigt førte hende op paa den kongelige Scene. Som mange Sydlændinge var hun tidligt udviklet, yndefuld og meget smuk; hendes livlige Temperament stemte godt med Aanden i Bournonvilles Balletter, og først i 1887 trak hun sig tilbage fra Teatret. 19 Aar gammel var hun den 26. Oktober 1864 bleven viet til daværende Balletdanser, senere Solodanser og Balletmester Hans Emil Hansen, hvis Livsgerning saaledes ogsaa tilhører Teaterhistorien’s og derfor ikke skal behandles her.
Den 4. Juli 1865 fødtes deres eneste Barn, en Søn, som fik Navnet Alexander Carl Emil Hansen. Han blev Student1883 ‘ juridisk Kandidat 1890 og ansattes derefter som Assistent i Københavns Magistrat, hvor han avancerede gennem Graderne, til han den 1. Juli 1910 blev Kontorchef i 3. Afdelings 3. Sekretariat. I en Aarrække havde han tillige været Sekretær. i den permanente Voldgiftsret. Den 29. Oktober 1912 tog han Navneforandring fra Hansen til Tardini og giftede sig den 30. Januar 1913 med exam. jur., Sekretær i Magistratens 3. Afdeling, Helga Meyling, f. 1879, Datter af Handelsrejsende for Herreekviperingsfirmaet Brødrene Andersen, Julius Valdemar Meyling og Christine Petrea Rønne.

Kontorchef Alexander Tardini var en højtbegavet Mand med stor Viden og mange Interesser; han ejede et omfattende Privatbibliotek og beherskede flere Sprog; ved Kongresser i London og Paris havde han flere Gange holdt Foredrag paa Engelsk og Fransk om danske kommunale Forhold.. I sin Gerning paa Raadhuset var han en streng Chef, der fordrede den mest ubetingede Pligtopfyldelse af sit Personale. og den største Humanitet overfor det Publikum, der søgte hans Afdeling; det var Mødrene til de Børn, hvis økonomiske Forsorg Afdelingen havde paataget sig ved de nye Børneloves Gennemførelse, og de Stakler, som skulde indlægges paa St. Jo- hannesstiftelsen og Sundholm. Alle disse Menneskers Tillid forstod han at vinde ved sin aabne, jævne Færd; han var aldrig den der i Fornemhed gemte sig bort paa sit Kontor; men han talte med hver enkelt og lærte paa første Haand -deres ofte triste Skæbner at kende. Uhyre mange af disse, det moderne Samfunds Stedbørn, følte, at de havde mistet en forstaaende og hjælpsom Ven, da de den 8. August 1918 fik Budskabet om, at Kontorchef Tardini var kommen ulykkeligt af Dage ved at styrte ud fra et af Raadhusets Vinduer. Ved sin Død fik han det Vidnesbyrd fra sine Kolleger og undergivne, at han havde været et sjældent fuldtro, retlinet og nobelt Men- neske, der med glødende Iver gik op i sin Gerning, aldrig stivnede i nogen Form, men altid var beskæftiget med at finde frem til Forbedringer. En af de Sager, som. han stærkest havde interesseret sig for, og ofret et ikke ringe Arbejde, var Oprettelsen af det Folkeregister, hvis Virkeliggørelse han dog ikke naaede at se.

Med sin Hustru delte han mange af sine, Planer-, ogsaa hun var stærkt socialt interesseret; i Aarene 1916-33 ,,ar hun Næstformand i Danske Kvinders katholske Forbund og i 1920-26 Formand i Dansk Kvindesamfunds Gentoftekreds. Hun døde den 21. September 1944 og efterlod sig en Datter, som her i Landet nu er den eneste Bærer af det gamle italienske Slægtsnavn.
Et Aarhundrede er just forløbet siden Tardinis Katastrofe. Ifølge en gammel Vise og et endnu ældre Ordsprog skulde saa alting være glemt; men den kække Luftskipper, som i 1851 erobrede alle københavnske Hjærter, har trodset det første Hundredaar og vil forhaabentlig blive erindret et Stykke ind i det næste.’

Ovenstående beretning er Skrevet af Fritz Heide og hentet og overført fra:
HISTORISKE MEDDELSER OM KØBENHA VN Udgivne af Københavns Kommunalbestyrelse Ved SVEND AAKJÆR Stadsarkivar

FJERDE RÆLLE – III BIND HÆFTE 7-8 I KOMMISSION HOS G.E.C. GAD 1953

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s